Annonce

31. maj 2006 - 17:05

Endnu en kampagne mod velfærdsafvikling

Ung Velfærd er en ny kampagne for unge, der ikke vil finde sig i politikernes velfærdsforringelser. Kampagnen indkalder til en konference i København den 5. juni, hvor de unge bl.a. skal diskutere visioner for fremtidens velfærdssamfund og velfærdsbevægelsens aktiviteter fremtid. »... du skal med«, opfordrer kampagnen på sin hjemmeside.

Selv om det er en række faglige og uddannelsesmæssige organisationer, der står bag initiativet, er det en åben konference, hvor alle kan melde sig til.

Arrangørerne udtrykker forhåbning om, at det vil blive en kæmpekonference. Alexander Sokoler fra Ung Velfærd fortæller, at der efter godt to dages mobilisering allerede er tilmeldt op mod 200 deltagere.

Fasthold presset

– Konferencen skal fastholde presset på politikerne her i den sidste forhandlingsfase. Konferencen kommer til at sende et klart signal om, at ungdommen ikke stopper protesterne før alle forringelser er taget af bordet, siger Uffe Lembo, der som formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, som er en af initiativtagerne til konferencen.

Ud over gruppediskusioner vil der på mødet være korte taler af bl.a. næstformand i LO, Tine Aurvig-Huggenberger, Henrik Herløw Lund fra den alternative velfærdskommission og en repræsentant for den faglige venstrefløj, der er samlet i Fagligt Ansvar.

Det politiske grundlag for konferencen er det samme som ved de store demonstrationer den 17. maj, dvs. bevarelse af SU, praktikpladser til alle, nej til forringelser af dagpenge, afskaffelse af starthjælpen og nej til efterlønsforringelser.

Bag kampagnen står indtil videre Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, LO Ungdom, 3F Ungdom, FOA Ungdom, 3 procent-netværket, Erhvervsskolernes Elev-Organisation, Sygeplejestuderendes Landsammenslutning og Pædagogstuderendes Landssammenslutning.

Konferencen afholdes i Idrætsfabrikken, Valdemarsgade 14 på Vesterbro i København. Man kan tilmelde sig konferencen på kampagnens hjemmeside. Her kan man også downloade flyers om konferencen og kontakte kampagnen.

Af Ole Wugge Christiansen/Monsun

Besøg hjemmesiden for 5. juni-initiativet, Ung Velfærd

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce