Annonce

29. maj 2006 - 13:10

Danskerne er venstreorienterede

De færreste danskere kan lide at kalde sig højre- eller venstreorienterede. Hele 60 procent synes enten, at de ligger i midten, eller også vil de slet ikke bruge den slags mærkater. Det viser en undersøgelse, som Gallup har foretaget for Ugebrevet A4.

Af dem, der ikke har noget imod at vælge side, erklærer 22 procent sig for venstreorienterede, mens 15 procent kalder sig højreorienterede. Sådan så det i hvert fald ud, da undersøgelsen blev foretaget i april blandt 1.001 repræsentativt udvalgte danskere.

Begrebernes værdier afgørende
Men ligesom alt afhænger af øjet, der ser, kan man få forskellige svar alt efter, hvordan man spørger. Skifter man betegnelserne højre- og venstreorienteret ud med socialist eller borgerlig, ændrer billedet sig markant.

Med de mærkater er det kun 18 procent, der er socialister, mens hele 41 procent erklærer sig som borgerlige. 40 procent holder fast i hverken-eller.

Ifølge Jørgen Goul Andersen, der er professor i politisk sociologi ved afdelingen for komparative velfærdsstudier på Aalborg Universitet, har forskellene at gøre med, hvilke værdier, der tillægges de forskellige betegnelser.

Begrebet socialist er blevet voldsomt miskrediteret efter murens fald, og hos de fleste har ordet højreorienteret også en negativ klang. Jørgen Goul Andersen gætter derfor på, at en mere korrekt modstilling i de flestes bevidsthed vil være imellem borgerlig og venstreorienteret.

Og det er lektor ved institut for politik, økonomi og forvaltning på Aalborg Universitet, Johannes Andersen, enig i:

– I ens politiske identitet forbinder man sig positivt med noget forskelligt. Det at være borgerlig er fint, og det at være venstreorienteret er fint. Men højreorienteret eller socialist, nej, ellers tak, siger han til Ugebrevet A4.

Danmark: et klassesamfund
En ting er imidlertid politiske mærkater. Noget helt andet, hvilke værdier folk går op i. Og pudsigt nok viser Ugebrevet A4’s undersøgelse at et stort flertal af de adspurgte klart deler traditionelle venstreorienterede mærkesager.

For eksempel erklærer 57 procent af danskerne sig helt eller delvist enige i, at der bør omfordeles endnu mere fra de rige til de fattige. Et synspunkt som kun 24 procent er helt eller delvist uenige i.

Derudover går ikke mindre end 70 procent af befolkningen ind for, at der skal gøres op med den negative sociale arv, og 54 procent mener i øvrigt, at Danmark er et klassesamfund.

Borgerlig nedtur
Den slags er ikke ligefrem sød musik i borgerlige ører. Mens Martin Ågerup, direktør for den borgerlige tænketank Cepos, på den ene side glæder sig over, at socialisme ikke er et synderligt populært begreb, er han på den anden side dybt bekymret over danskernes opfattelse af værdibegrebet.

– Det er sørgeligt. Målingen viser, at det borgerlige Danmark og værdikampen har fejlet. Tænker man over det her, så kan folk godt se, at omfordeling fra rig til fattig er amoralsk. Det er det, folk skal lære at forstå, siger Martin Ågerup til Ugebrevet A4.

Af Martin Lindblom/Monsun

Læs mere hos Ugebrevet A4

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce