Annonce

28. maj 2006 - 13:29

LO kritiserer studerende

Når studerende supplerer deres SU ved for eksempel at arbejde i restaurationsbranchen, vælger kun få af dem at organisere sig i et fagforbund. Og det forringer både arbejdsmiljø og løn.

– De studerende bør organiseres. Deres kolleger betaler for nogle aftaler, som også sikrer de studerende, men de kunne stå langt stærkere, hvis alle på arbejdspladsen var medlem, siger LO-sekretær Harald Børsting til gratisavisen metroXpress.

Som eksempel nævnes, at medlemstallet i Restaurationsforbundet (RBF) ville blive firedoblet, hvis de 92.000 studerende, der i dag arbejder på caféer og restauranter, meldte sig ind.

Studerende nasser

Formanden for hotel-, restaurant- og turisterhvervets brancheorganisation, Horesta, kalder de uorganiserede studerende for nassere:

– Det er nasseri. Hvis de studerende var organiserede, ville det være langt lettere for os at tvinge alle restauranter og caféer til at overholde overenskomsterne, siger Allan Carstensen, som er formand for Horestas arbejdsgiverside.

Aktionsgruppen VelfærdsMissionen, der flere gange har aktioneret mod forringelser af de studerendes vilkår, afleverede den 22. maj et åbent brev til LO’s formand Hans Jensen.

Her krævede de studerende svar på, om LO var på deres side eller ej i kampen mod nedskæringer i blandt andet SU’en.

VelfærdsMissionen har endnu ikke modtaget noget svar fra LO-formanden.

Af Martin Lindblom/Monsun

Læs mere på 3f.dk

Læs artikel på Modkraft: »Velfærdsaktivister udfordrer LO«

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce