500 stilladsarbejdere samledes i morges i Nørrebrohallen i København for at diskutere regeringens velfærdsplaner. De besluttede at lade stilladsbilerne stå stille resten af dagen.
Også i Århus beslutte stilladsarbejdere efter et fagligt møde at nedlægge arbejdet. Og på den århusianske virksomhed AVK-International, der bl.a. producerer ventiler og andet tilbehør til vand- og gasforsyning, er arbejdet også blevet nedlagt.
Faglige møder
Der vil i løbet af de næste timer blive holdt faglige møder på flere arbejdspladser i Københavnsområdet. Om det munder ud i arbejdslæggelser er endnu usikkert.
Københavnske postbude har på flere posthuse aftalt at mødes efter brevombæringen og gå samlet til demonstrationerne, der afvikles i løbet af eftermiddagen.
Flere fagforeninger arrangerer fælles transport til demonstrationerne. Fra Kastrup afgår der eksempelvis en bus til Christianshavns Torv, hvorfra man vil gå sammen med uddannelsessøgende fra Christianshavns Gymnasium videre ind til centrum.
Gymnasier i samlet trop
17 gymnasier har ifølge en pressemeddelelse fra Danske Gymnasieelevers Sammenslutning besluttet at gå i samlet trop til demonstrationerne.
På Det Fri Gymnasium på Nørrebro, København, besluttede eleverne at nedlægge undervisningen kl. 12.00. Herefter samledes eleverne i skolegården til bannermaling, frokost, kampråb og politiske diskussion.
Kl. 14.30 mødes elever fra Det Fri Gymnasium på Dronning Louises Bro med et optog fra Metropolitanskolen, der også ligger på Nørrebro, og samlet går eleverne fra de to skoler herefter til Vor Frue Plads, hvor de mødes med titusinder af elever og studerende.
I lilla tyldskørter
På Københavns pædagogseminarium i Hellerup har pædagogstudernede samlet sig, og de går herfra til Kongens Nytorv.
Adskillige af demonstranterne er iklædt lilla tyldskørter.
På 17. maj-initiativets side kommenteres denne påklædning: »der sker så meget mærkeligt på en dag som i dag...«
Af Ole Wugge Christiansen/Monsun
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96