Annonce

10. maj 2006 - 0:53

Århusianske chauffører godkender forlig

Det var en enig forsamling af buschauffører, som mandag valgte at godkende forhandlingsresultatet mellem FOA og Århus Sporvejes ledelse. Forhandlingerne blev genstartet i sidste uge efter Kommunernes Landsforening havde stemplet de hidtidige køreplaner som overenskomststridige.

Det har bevirket, at sporvejsledelsen har været nødt til at imødekomme chaufførerne på en række forskellige punkter. På mødet mandag anbefalede forbundsformand for FOA, Dennis Kristensen, da også forliget med ordene »det ser ikke så tosset ud«.

Indrømmelser til chaufførerne

Helt konkret rummer forliget en række ændringer og kompensationer i den køreplan, der kommer til at virke frem til den 16. august. Aftalen indebærer max. fem arbejdsdage i træk, 80 kr. om dagen for hver fejl en chauffør har i sin køreplan, fri hver anden weekend, veto til tillidsmændene ved modurs-turnuser, fagforeningerne skal være med til at lægge køreplaner og endelig samme forhold for medlemmer af 3F og FOA.

Sidstnævnte bliver af chaufførerne betragtet som en stor sejr:

– Det allerbedste er, at denne aftale gælder, uanset om man er tjenestemandsansat eller overenskomstansat. Det er for samtlige chauffører, for 3F har også skrevet under. Nu er der ens arbejdsvilkår og ens arbejdsforhold for ens arbejdsindsats, lyder det fra Chris Gade Oxholm, talsmand for chaufførernes aktionsgruppe, til JP Århus.

De forskellige aftaler afhængig af fagforening har givet anledning til en del konflikt igennem det seneste halve år. 3F havde således tilbage i januar sagt god for den sommerkøreplan, der har vakt så megen protest hos chaufførerne, og som de nu har fået ændret sammen med FOA.

Fortsat overtrædelse af arbejdsmiljølov

Med i aftalen har sporvejsledelsen dog fået aftalt, at chaufførerne af og til vil være parate til at omgå 48 timers-reglen, der giver 48 timers fritid ved selv enkeltstående fridage. Derudover fastholder man en spareplan på 17 mio. kr. En besparelse som gennemføres med henblik på en kommende udlicitering i 2007, når Århus Sporveje bliver underlagt Region Midtjylland.

Der hersker også fortsat stor uklarhed angående de mange fejl og mangler i køreplanen, som er begyndt at kunne mærkes blandt chaufførerne:

– Der sker notorisk overtrædelser af arbejdsmiljøloven, som det kører nu, og regningen er begyndt at komme i form af sygemeldinger. Folk kan ikke holde til de forhold, Sporvejene har indført, siger Johnny Fischer, formand for chaufførernes brancheklub under FOA, til Århus Stiftstidende.

Der er fortsat generel skepsis i forhold til sporvejsledelsen, og godkendelsen af forliget er ikke ensbetydende med, at konflikten er slut:

– Man kan sige, at vi giver det en chance, men at det bliver en stakket frist for ledelsen, hvis den én gang mere kommer med nogle forhold som dem, vi nu må køre under, sagde buschauffør Jens Dambro til Århus Stiftstidende.

Ligeså kontant i sin melding er Johnny Fischer fra chaufførernes brancheklub til Århus Stiftstidende:

- Nu skal der først klinkes nogle skår. Det kan tage 10 år at bygge en tillid op, som kan ødelægges på 10 minutter, og lige nu må vi konstatere, at vores tillid til ledelsen er helt i bund. Hvis de springer i målet med vinterkøreplanen – bare lidt – så er vi der igen.

Der bliver ikke altså ikke tale om ukomplicerede forhandlinger for ledelsen i Århus Sporveje, når aftalen om vinterkøreplanen skal indgås.

Af Michael Hunnicke Jensen

Læs pressemeddelelse fra FOA-Århus

Læs artikel i JP-Århus

Læs artikel i Århus Stiftstidende

Besøg Støttekomiteen »Vores Busser«

Læs artikel på Modkraft: »Chauffører kører for forhandlingens skyld«

Læs artikel på Modkraft: » Gennembrud i århusiansk buskonflikt«

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce