Annonce

2. maj 2006 - 23:26

En mangfoldig 1. maj i Århus

Under parolen »Ungdomshus nu« havde »Komitéen for alternativ 1. maj i Århus« indkaldt til Reclaim the Streets med start fra banegårdspladsen. Ca. 150 mennesker havde valgt at følge opfordringen og deltage i demonstrationen, som gik til gadefest på Vesterbro Torv og derfra videre til Botanisk Have.

Et bemærkelsesværdigt forløb opstod, da demonstrationen passerede forbi Rådhuspladsen.

Her var LO’s 1.maj, anført med dominans af den brede fagbevægelse og socialdemokraterne, gået i gang, hvilket skabte et lettere forvirret intermezzo for demonstranterne på Rådhuspladsen, der ikke var forberedt på passagen af Reclaim the Streets-demonstrationen.

Både talere og musik holdt således en kortere pause, idet forsamlingens opmærksomhed var blevet tildelt den alternative demonstration.

Fra Reclaim the Streets-demonstrationen blev der gennem råbet »stå ikke der, gå med her« gjort flere forsøg på at trække folk fra Rådhuspladsen med videre. Et forsøg der dog forventeligt ikke helt lykkedes.

Oprør mod socialdemokratisk parodi

I det hele taget var det alternative 1. maj stablet på benene som en reaktion på den socialdemokratisk anførte demonstration på Rådhuspladsen samt det efterfølgende arrangement på Tangkrogen. I en pressemeddelelse forinden havde komitéen således redegjort for deres bevæggrunde:

– 1. maj er en god tradition som har rødder langt tilbage i arbejderbevægelsen. Men siden myndighederne for nogle år siden lukkede ned for arrangementet i Botanisk Have, har 1. maj i Århus været en parodi. Socialdemokraterne fører til daglig borgerlig politik, men på denne dag finder de pludselig fanerne frem og bliver ræve røde, det er sgu ikke et cirkus, jeg gider deltage i, forklarede Maria fra arrangørgruppen.

Indtil for et par år siden har venstrefløjen været samlet i Botanisk Have den 1. maj, og det var blandt andet denne tradition, som arrangørerne ønskede genoptaget. Bortset fra nogle gange, hvor demonstrationen blevet konfronteret af politiet for et par »sit-down«-happenings, forløb den uden konfrontationer.

EU-modstandens 1. maj

Den øvrige venstrefløj havde på Storetorv indkaldt til EU-modstandens 1. maj som en fordemonstration til LO’s 1. maj-arrangement på Rådhuspladsen. Det skete til klare paroler som »Nej til EU«, »Stop servicedirektivet«, »Nej til EU’s overvågningssamfund« og »nyliberalisme er ikke vejen frem!«

Demonstrationen, som samlede omkring 150 mennesker, bød på talere fra blandt andet fagbevægelsen, Folkebevægelsen mod EU og ungdomsorganisationerne SF’s Ungdom og Socialistisk UngdomsFront.

Sidstnævntes tale var en opfordring til at forbinde kampene i Europa, særligt blandt udannelsesgrupper:

– Den nyliberalistiske dagsorden, som EU lægger op til, har givet anledning til store folkelige protester i blandt andet Frankrig, Tyskland og herhjemme. Unge under uddannelse, studerende, teknisk skole-elever, folkeskoleelever og pædagogstuderende mobiliserer for tiden kraftigt imod afskaffelse af gruppeeksaminer, nedskæringer på SU’en, vanvittige klassekvotienter, afskaffelse af 10. kl. og selveje, lød det blandt andet.

Talen blev afsluttet med en opfordring til at deltage i den landsdækkende velfærdsdemonstration den 17.maj.

Solidaritet med buschaufførerne

Dagens største arrangement foregik på Tangkrogen, hvor demonstrationen fra Rådhuspladsen havde bevæget sig ud. Arrangementet var i år kendetegnet ved flere koncerter, deriblandt en scene for det nystartede initiativ »Genstart Danmark«.

Fokus i talerne på Tangkrogen var blandt andet på den aktuelle konflikt mellem Århus Sporveje og buschaufførerne og særligt på de fremtidige planer om privatisering af busdriften:

– De har pakket deres planer om privatisering ind i argumenter om effektiviseringer og forsøgt at splitte. Det, der er tale om, er et veltilrettelagt politisk angreb på faglige rettigheder og den kollektive trafik generelt. Indtil nu har Århus haft landets bedste busdrift, og det er den, man er ved at underminere. Hverken de ansatte eller passagerer kan være tjent med denne udvikling, og det er nu man skal sige fra, sagde Andreas Grubbe, som blandt andet er med i Støttekomitéen Vores Busser.

I Mejlgade blev der om aftenen afholdt en stor støttefest til fordel for buschaufførerne.

Dagens øvrige talere havde rettet skytset mod den borgerlige regering. Heriblandt Enhedslistens folketingsmedlem Frank Aaen:

– Vi taler så meget om forkert mærkning af vore fødevarer, men det gælder jo også regeringen, som ovnen i købet for længst har overskredet sidste holdbarhedsdato. Vi skal have den udskiftet.

Alt i alt bød kampdagen på en blanding mellem det traditionelle og det alternative, og flere gav udtryk for, at årets 1. maj samlet set havde vist tegn på en stadig stærkere og mere mangfoldig århusiansk venstrefløj end længe set.

Af Michael Hunnicke Jensen

Læs også artikel i JP Århus

Læs også artikel i Århus Stiftstidende

Læs foromtale på Modkraft: »Vågn til kamp...«

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce