Annonce

29. april 2006 - 23:48

Gennembrud i århusiansk buskonflikt

Der skulle omkring 30 timers forhandling fordelt over fire dage til, før der skete et afgørende gennembrud i den århusianske buskonflikt. Og dette skyldtes udelukkende udefrakommende indblanding fra Kommunernes Landsforening og fagforbundet FOA’s forbundsledelse i København.

Ledelsen i Århus Sporveje har indtil nu været afvisende overfor, at der var tale om overenskomststridige regler, men disse er altså nu blevet underkendt:

– Det er glædeligt, at chaufførerne nu har fået medhold i et af kritikpunkterne mod de nye vagtplaner, som har været genstand for lang tids uenighed mellem medarbejdere og ledelse i Århus Sporveje, siger forbundsformand for FOA Dennis Kristensen i en pressemeddelelse.

I pressemeddelelsen udtrykker Kirsten Normann fra FOA-Århus ligeledes sin glæde og siger, at »dette har åbnet op for et gennembrud i de igangværende lokale forhandlinger om de fremtidige vagtplaner«.

Kræver ændring i vagtplaner

For konflikten er nemlig langt fra afblæst. Det centrale for chaufførerne er fortsat at få ændret de meget omstridte vagtplaner. Særligt er det pausereglerne, som giver anledning til stor vrede:

– Der er mange ting, som skal klares i en pause. Chauffører kan som andre arbejdsgrupper for eksempel ikke gå på toilettet, når de har lyst. Derfor spiller det en stor rolle, at de rent faktisk har hele pausen til deres rådighed og ikke skal bruge halvdelen af tiden på at gå hen til pauselokalet, siger Kirsten Normann til JP Århus.

Udover problemet med pauser, så er FOA’s krav indførsel af femdages vagtplaner, fri hver anden weekend samt at de udskældte »modursvagter« fjernes fra vagtplanen. Med den nye afgørelse så forventer FOA dog en fuldstændig ændring i vagtplanerne:

– Jeg tolker også dagens forlig derhen, at vagtplanerne efter skolerne sommerferie den 13. august vil blive lavet helt om, idet sporvejene tidligere har argumenteret med, at korthuset ville falde sammen, hvis selskabet skulle lave pausereglerne om, siger Kirsten Normann.

Fortsat risiko for konflikt

Århus Sporveje har været nødt til at anerkende, at der må ske ændringer i vagtplanen, men fastholder samtidig, at det er nødvendigt med effektivisering:

– Chaufførerne har fået ret, og vi vil fremadrettet planlægge efter denne tolkning af reglerne. Det er ikke ensbetydende med en total ændring af vagtplanen, men forliget er betinget af, at vi lokalt opnår en samlet løsning på uenighederne omkring de nye vagtplaner, siger Torben Høyer, direktør for Århus Sporveje til JP Århus.

Der er altså ingen tvivl om, at der stadig er store knaster i forhandlingerne. Chaufførerne har dog meddelt, at man ikke umiddelbart har planer om flere arbejdsnedlæggelser, som tingene ser ud nu. Busserne kører i hele weekenden, og FOA og ledelsen i Århus Sporveje genoptager forhandlingerne på tirsdag.

Uanset resultatet af disse, påtænker FOA dog at køre en voldgiftssag, som skal afgøre, hvorvidt Århus Sporveje havde retten til at opsige en række lokalaftaler, eller om også dette var overenskomststridigt.

Af Michael Hunnicke Jensen

Læs pressemeddelelse fra FOA på Modkraft

Læa artikel i JP-Århus

Besøg hjemmesiden for Støttekomiteen Vores Busser

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce