I CIAs hemmelige fængsler

Den 13. februar 2006 blev tre mænd ført for retten i Yemen. De blev anklaget for at forfalskninger af rejsedokumenter til personligt brug. 27. februar blev de idømt 2 års fængsel og løsladt kort tid efter.

Det lyder måske som en ikke særlig usædvanlig hændelse. Det bemærkelsesværdige er, at de forud for retssagens begyndelse i månedsvis havde været forvaret i USAs hemmelige fængsler.

Bortført

De tre mænds historie bliver fortalt i Amnesty Internationals rapport »Under radaren. Hemmelige flyvninger til tortur og ’forsvindinger’«, som blev offentliggjort onsdag den 5. april.

Muhammad Faraj Bashmilah og Salah Nasir Salim Ali Qaru blev arresteret i Jordan og bragt i amerikansk forvaring i oktober 2003. Den tredje mand, Muhammad Abdullah Salah al-Assad, blev arresteret i Tanzania i 2003 og overladt i amerikansk forvaring et par timer senere.

Ud fra deres beretninger om længde af transportflyvninger og andre informationer, har Amnesty regnet sig frem til, at de tre mænd har opholdt sig i mindst fire forskellige hemmelige fængsler og været i mindst tre forskellige lande. Amnesty International mener at kunne lokalisere Djubouti, Afghanistan og et ukendt sted i Østeuropa.

Det er ikke klart, hvor mændene blev holdt fanget i Afghanistan. Muhammad Bashmilah og Salah Qaru tror, at deres vagter og forhørsledere stammer fra USA, selvom flere af oversætterne talte arabisk med libanesisk og marokansk accent.

Mændene fortæller, at de blev holdt fanget sammen med en gruppe fanger, der blev betegnet som vigtige og højt rangerende, og som blev overvåget særdeles nøje.

Sikkerhedsforanstaltningerne var langt strammere og mere metodiske end dem, der er beskrevet af andre tilbageholdte i Afghanistan.

Lænket til gulvet

Bashmaliah og Qura har over for Amnesty International beskrevet, hvordan de blev holdt i fuldstændig isolation i celler på omkring 2 x 3 meter. Der var kamera over døren og på væggen i den modsatte side af cellen. De indsatte var lænket til en ring i gulvet med en kæde, der lige netop var for kort til at tillade fangerne at kunne nå døren.

Når en vagt skulle ind i cellen for at bringe dem til vaskerum eller afhøring, blev der fulgt et stramt sæt regler.

Når vagten åbnede døren, skulle den indsatte stille sig med ryggen mod døren, ansigtet mod væggen og hænderne placeret på væggen. Vagten trak derefter en hætte over hovedet på fangen og satte håndjern bag på ryggen, før kæderne blev løst. Hætten var en slags løkke, som kunne strammes rundt om halsen, hvis ikke fangen bevægede sig hurtigt nok eller i den rigtige retning.

Vagterne var altid dækket til med masker og handsker.

Fangerne blev tilladt 20 minutter i det fri om ugen. De blev bragt til en fangegård med høje vægge og placeret på en stol med ansigtet mod væggen. Her blev deres hætte fjernet, men de havde ikke tilladelse til at se til siden. En vagt stod bag fangerne for at overvåge, at reglerne blev fulgt.

Afhørt af amerikanere

Muhammad al-Assad, der blev anholdt i Tanzania, blev fløjet til Djibouti i et lille amerikansk fly. al-Assad siger, at han her blev afhørt af amerikanske embedsmænd, som fortalte, at de var fra FBI.

Efter to uger blev han fløjet til et nyt opholdssted, som han betegner som koldt og snavset. Han fik serveret brød, som han mener var pakistansk eller afghansk.

Amnesty er usikker på, om al-Assad opholdt sig i samme fængsel som Bashmilah og Qaru, men i slutningen af april 2004 blev alle tre mænd transporteret videre til samme hemmelige bestemmelsessted.

Fangetransport

Før transporten blev fangerne nøgne iført absorberende plastikunderbukser, knælange bomuldsbukser, bomuldstrøjer og blå overalls. De blev lagt i håndjern og deres hænderne lænket til et bælte om livet. Benene blev ligeledes lænket sammen og hæftet til bæltet.

De fik ørepropper sat i ørerne, blev bundet for øjnene og fik tildækket deres munde med operationsmasker, sandsynligvis for at hindre dem i at tale. Derefter blev der trukket en hætte over hovedet på dem - og over den igen lyddæmpende hovedtelefoner.

Forberedelserne var hurtige og effektive, og de blev udført af sortmaskede »ninja’er«, har Bashmilah fortalt Amnesty International.

»Man mister de fleste sanser«, har Bashmilah fortalt Amnesty International, »men man kan føle en smule, og på denne flyvetur kunne jeg fornemme tilstedeværelsen af en del andre kroppe, som svajede frem og tilbage«.

Østeuropæisk fængsel

Sted og størrelse på det opholdssted, hvor fangerne tilbragte de næste 13 måneder, er ukendt. To af mændene mener, det var i Europa. Sandsynligheden taler for Østeuropa.

Mændene blev til en start undersøgt af en læge, der havde adgang til de sygejournaler, som fulgte mændene under hele deres arrestation. Ved hver transport blev de afklædt og fotograferet, og ar og mærker blev noteret i journalerne. Deres vægt blev altid noteret i pund, vægtenheden som bruges i USA

Ifølge en af mændene var »alle vagter og embedsmænd amerikanere. En af de læger, som vi så, var amerikaner og en talte engelsk med europæisk accent. Blandt oversætterne talte nogle indfødt arabisk, mens andre talte arabisk med en amerikansk accent«.

Lederen af fængslet var en af de få personer, de tre fanger så umaskeret. Da han ankom sent i 2004, fortalte han al-Assad, at han var sendt fra Washington DC for at beslutte om de skulle blive eller sendes hjem. »Du står øverst på listen til hjemsendelse«, fortalte han al-Assad.

Tidsvariation og ekstrem kulde

Selv om mændene ikke fri lov til at komme udendørs eller havde udsigt til det fri gennem et vindue, fik de udleveret et tidsskema, der var down-loaded fra internettetsiden islamicfinder.org.

På tidsskemaerne kunne de se, at tidspunktet for solnedsgang i løbet af årets gang varierede tre timer, fra ca. 16.30 til ca. 8.45 (inkl. sommertid).

Den tidsvariation mener Amnesty International tyder på, at mændene blev holdt fanget et sted nord for Mellemøsten og sandsynligvis i et af medlemsstaterne i Europarådet.

Det vil passe til lande som Tyrkiet, Azerbadjan, Georgien, Rumænien, Bulgarien, Albanien og Makedonien. De var også på et sted, hvor den observerede sommertid passer til alle Europarådet medlemslande.

Dertil kommer at mændene har sagt, at der var markant variation i temperaturen. De har i særdeleshed hæftet sig ved den ekstreme kulde om vinteren.

I december 2004, siger de, var det så koldt, at de måtte beholde deres tæpper på, når de bad. Selv om de fik nye ekstravarme tæpper, siger de, at temperaturen var koldere end, de hvad det nogen sinde har kendt til.

Europæisk mad

Mændene siger, at det meste af det mad, de fik serveret, virkede europæisk. Deres beskrivelser af måltiderne passer sammen med beretninger, der blev bragt i en ABC nyhedsudsendelse den 5. december 2005 om hemmelige fængsler, der formodes at ligge i Polen.

Til morgenmad fik de serveret to skiver brød med to trekantede skiver ost og yoghurt i et bæger. Frokosten var sædvanligvis ris med en saltet kød, fisk eller kylling samt oliven eller tomater.

Middagen bestod af det samme, sommetider suppleret med salat. I en kort periode sent i 2004, siger fangerne, at maden var »normal«, varm, krydret kylling med løg, men at det hørte op efter ramadanen.

Om fredagen fik de to stykker Kit Kat-chokolade med emballagen fjernet (men med navnet i chokoladen).

Mærkater blev almindeligvis fjernet fra klæder og vandflasker. De fik udleveret tæpper og t-shirts, der var lavet i Mexico, og deres vandkrus, skønt fremstillet i Kina, havde navn og telefonnummer på et amerikansk selskab præget i bunden.

Fængslet

Fængslet, som de tre mænd blev indsat i, var nyt eller nyligt renoveret. Det var udrustet til at sikre størst mulig sikkerhed og hemmelighed såvel som desorientering, afhængighed og stress for de indespærrede. Dets bemanding og høje sikkerhedsforanstatninger indikerer, at det ikke kun var beregnet på afhøringer af mistænkte på lavt niveau.

Fængslet havde en biblioteksfortegnelse over ca. 600 bøger. Det mener Amnesty International indikerer, at der var flere internerede fanger end de tre mænd. En af mændene har talt sig frem til at mindst 20 mennesker blev ført til et baderum i hans afdeling hver uge.

De fleste bøger på listen var arabiske, men der var også titler på engelsk, farsi, pashto, russisk og indonesisk. De arabiske bøger havde et hvidt og guldfarvet mærkat, der med engelsk og arabisk skrift navngav en boghandel i Washington DC og en anden i Chicago. Fangerne fik boglisten om morgenen en gang om ugen, og de bestilte bøger blev udleveret om ved aftenmåltidet.

Fængslet lå omkring 10-15 minutters bilkørsel ad en bumlet, muligvis uasfalteret, vej fra en start- og landingsbane for lufttrafik.

Fangerne har fortalt, at da de kom ud af bilen, skulle de gå op af en trappe ind i bygningen, og inden i bygningen skulle de gå ned af en rampe eller lignende. Deres celler var nybyggede eller nyligt istandsatte – væggene var nymalede og uden graffiti eller andre tegn på hvor beliggenheden kunne være.

Toiletterne var moderne - mændene bemærkede at toiletterne var vestlige og pegede i retning af Mekka (som de havde fået udpeget til brug i deres bøn), hvilket næppe ville være tilfældet i et muslimsk land. Der var kunstigt lus i cellen, som almindeligvis var tændt hele døgnet.

I de få tilfælde, hvor elektriciteten svigtede, blev cellerne fuldstændig begsort, hvilket har fået mændene til at mene, at de har opholdt sig i kælderen af en bygning.

»Vi har ingen dagslys her« har en afhøringsleder sagt, »vi har kapsler«. Mændene formoder at disse kapsler, som de fik hver morgen, indholdt C- og D-vitaminer.

Flyvepladsen, som lå de skønsmæssige 10-minutters kørsel fra fængslet, var sandsynligvis ikke en erhvervslufthavn, da den kun modtog let trafik. al-Assad har sagt at man kunne køre fly lette og lande. »Nogen gange var der to eller tre om dagen«, tilføjgede Sashmilah, »andre gange ingen. Der gik ikke en uge uden fly og de flerste bevægelser var på onsdage.

Informationen, som mændene har kunne give om længden af flyveture indikerer hvor de har været, men det er umuligt uden at kende sted, hastighed og rute præcist at udpege stedet.

Med militærjet til Yemen

Flyet, der sendte mændene til Yemen i maj 2005, er beskrevet som en tur på omkring syv timer uden mellemlandinger. De tror, at de lettede tidligt om eftermiddagen og ankom omkring kl. 10 om aftenen. Flyet synes, at have været en mindre jet-maskine.

Mændene er enige om at der var seks skridt fra jorden til flyets dør. De mener, at der sandsynligvis var to sæder i gangen, i det mindste i den ene side.

En officiel lufthavnsansat siger, at de kan være kommet med et militærfly, skønt den yemenittiske regering indtil videre har nægtet at kommentere forlydendet.

Ingen anklager om terror

Embedsmænd i Yemen har fortalt Amnesty International, at de først har høre om mændene den 4. maj 2005, da USAs ambassade informerede om at de tre ville blive bragt til Sana’a og overgivet i yemenittisk varetægt den følgende dag.

USA gav ingen yderligere informationer om, hvad mændene havde gjort sig skyldige i eller var anklaget for. Men embedsmænd har sagt at de fik besked om at holde mændene i varetægt indtil USA deres retsdokumenter ville blive bragt fra Washington DC. Ingen dokumenter eller beviser er nogensinde dukket op.

Den 13. februar 2005, efter mere en ni måneders vilkårlig fængsling i Yemen, og mere end 2½ år efter de først blev arresteret, blev de tre mænd bragt for retten i Sana’a.

På grundlag af mændenes udsagn under afhøringen i Den Særlige Strafferet blev de hver især anklaget for forfalskning af rejsedokumenter til personlig brug. Ingen af de formodede anklager blev underbygget med beviser.

Ingen af mændene blev anklaget med terrorrelaterede lovovertrædelser og statsanklageren har til Amnesty International sagt, at de ikke var mistænkt for sådanne anklager.

Dømt og løsladt

De tre mænd erklærede sig skyldige i anklagerne og den 27. februar blev mændene hver dømt til to års fængsel, med tilføjelsen: »medregnet perioden, som de anklagede har tilbragt i fængsler uden for landet, som en del af straffen«.

Dommeren udregnede, at de anklagede, foruden de ni måneder i fængsel i Yemen, havde tilbragt mindst 18 måneder i hemmelig amerikansk varetægt, og beordrede deres løsladelse.

Mulhammas al-Assad blev løsladt den 14 marts, Muhammad Hashmilah og Salah Qaru blev overført til Aden, hvor de blev løsladt omkring midnat den 27.-28. marts. Hashmilah og Qaru fik ordrer om at melde sig til det politiske politi hver måned og om ikke at forlade Aden uden tilladelse.

Psykiske og fysiske omkostninger

al-Assad har fortalt Amnesty International, at løsladelsen har betydet »et helt nyt liv, fordi jeg aldrig vil kunne komme tilbage til det gamle«.

Hans forretning er ruineret, han er forgældet og han ved endnu ikke, om han vil få tilladelse til at vende tilbage til Tanzania, hvor han har levet siden 1985.

Udsigterne for Basmilah og Qaru er også uklare. Mændene ved ikke, om de vil kunne genforenes med deres ægtefæller i Indonesien. Amnesty International skriver at hustruerne er blevet kastet ud i fattigdom i deres mænds fravær.

Selv om det skulle lykkes mændene at rejse penge, har de ikke tilladelse til at rejse til Indonesien.

Det er imidlertid heller ikke let for dem at klare sig i Yemen.

Selv om de ikke er anklaget for terrorforbrydelser, mener de, at deres situation forbliver stigmatiseret, fordi de har været tilbageholdt af USA. De er bange for at de ikke vil kunne komme til at leve et normalt liv og forsørge deres familier pga. chikanen fra det hemmelige politi.

Alle tre mænd har lidt af følelsesmæssige og fysiske traumer. Qaru og Bashmilah siger, at de har været udsat for streng tortur under opholdet i Jordan.

De oplyser til Amnesty International, at de har brug for lægehjælp for problemer, der er forårsaget eller forværret af den årelange isolation og hemmelige varetægt.

Hundredevis af tilbageholdte

Basmilah, Qaru og al-Assads historier er langtfra de eneste, der har oplevet at blive tilbageholdt og transporteret rundt til CIA-styrede fængsler i Europa, Asien og Mellemøsten.

Amnesty International mener i rapporten »Below the radar«, at antallet af fanger og sager løber op i flere hundreder.

Organisationen henviser bl.a. til, at Egyptens Ministerpræsident i 2005 udtalte, at USA har overført mellem 60 og 70 fanger alene til Egypten. Amnesty International referer også en tidligere CIA agent med erfaring fra regionen, der mener, at hundredvis af fanger er blevet sent til fængsler i Mellemøsten af USA.

USA har vedkendt sig tilfangetagelsen af omkring 30 »højt vurderede« fanger, hvis skæbne forbliver ukendt. Og CIA menes ifølge Amnesty International at undersøge tre dusin andre tilfælde af tilbageholdelser på fejlagtig grundlag, hvor folk har været tilbageholdt på grundlag af fejlagtige beviser eller forveksling af navne.

Men på grund af hemmelighedskræmmeriet omkring tilbageholdelserne og fordi mange af ofrene er »forsvundet«, er det svært at bedømme omfanget af programmerne anfører Amnesty International.

Organisationen har talt med flere mennesker, som har givet uvurderlige oplysninger om tilbageholdelserne, men som ikke vil have deres navne eller omstændighederne omkring deres tilbageholdelse offentliggjort.

Det er kun enkelte sager, der er kommet til offentlighedens kendskab, når en fange bliver løsladt eller får adgang til en sagfører. Og det er kun sket undtagelsesvist.

Af Ole Wugge Christiansen/Monsun

Læs Amnesty Internationals rapport: »Below the radar: Secret flights to torture and ‘disappearance’« (engelsk)