Mindst 15 regeringssoldater er dræbt og ti såret i en række sammenstød mellem regeringstropper og FARC-guerillaer, skriver det britiske nyhedsbureau BBC.
Ifølge officielle colombianske militærtalsmænd, blev 12 soldater dræbt, da de faldt i et FARC-baghold. Det er ingen oplysninger om, hvorvidt FARC mistede nogle folk.
FARC har tidligere meddelt, at guerillaen ville sætte alt ind på at forhindre et genvalg af den højreorienterede præsident Alvaro Uribe ved præsidentvalget til maj. De mange militære sammenstød ses som en konsekvens af denne offensive strategi.
Regeringstroppernes militære nederlag er også et politisk nederlag for Uribes højt profilerede offensiv mod de venstreorienterede guerillaer, kendt under navnet »Plan Patriot«.
Ifølge BBC’s kilder i det colombianske forsvarsministerium er hærens offensiv kørt fast, og kilderne indrømmer, at guerillaen nu har tilbageerobret initiativet.
Humanitær fangeudveksling
FARC har også taget initiativet på en anden fløj, nemlig i bestræbelserne på en generel humanitær udveksling af krigsfanger.
Senest har guerillaen løsladt to politifolk, der blev taget til fange i forbindelse med et angreb på en politistation i det sydlige Colombia, skriver det uafhængige nyhedsbureau ANNCOL.
FARC har imidlertid afvist at forhandle med præsident Uribe, men tilbyder til gengæld at indgå aftaler med enhver anden kandidat, der bliver valgt ved valget i maj.
De to politifolk blev da også overdraget til den uafhængige præsidentkandidat for »Den Nationale Bevægelse for Forsoning«, Dr. Álvaro Leyva Durán og repræsentanter for Røde Kors.
Álvaro Leyva Durán har op til præsidentvalget lanceret en ambitiøs fredplan ved navn »Noahs Ark«. Planen vil ifølge Durán skabe fred på seks måneder i Colombia, der har været hærget af borgerkrig i 40 år.
Den 66-årige kandidat, der er tidligere konservativ minister, besøgte i december sidste år FARC’s hovedkvarter, og hans plan har tilsyneladende en vis opbakning fra FARC’s ledelse.
Af Martin Lindblom/Monsun
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96