Amnesty International offentliggjorde onsdag den 5. april en 41 sider lang rapport om amerikanske bortførelser af fanger til hemmelige fængsler i Europa, Asien og den arabiske verden.
Rapporten beskylder - på baggrund af interviews med tidligere tilbageholdte fanger - USA for at have brugt hemmelige fængsler i Østeuropa, og den sammenkæder denne praksis med brugen af tortur og mishandling af terrormistænkte.
Den amerikanske centraladministration hævder, at den ikke sender tilbageholdte til steder, hvor de risikerer tortur. CIA har kendskab til rapporten, men afslår at kommentere den.
Detaljerede beskrivelser
Rapporten indeholder bl.a. detaljeret oplysninger fra tre mænd fra Yemen, som siger, at de har været tilbageholdt i mindst fire forskellige amerikanske fængsler mellem oktober 2003 og maj 2005.
Mændene var angiveligt holdt fanget i 13 måneder i såkaldte hemmelige fængsler, som menes drevet af CIA. Deres beskrivelser giver detaljerede oplysninger om rejsetidspunkter, skiftende vejrforhold og dagslys.
Selv om oplysningerne ikke er endegyldige beviser, mener Amnesty International, at mændene har været tilbageholdt i Djibouti, Afghanistan og ukendte steder i Østeuropa.
Mændene beskriver ifølge BBC, hvordan de blev holdt fanget af maskerede mænd med amerikansk accent, som forsøgte at skjule opholdsstederne for dem.
Amnesty International tror på baggrund af vidneudsagnene, at mændene har været holdt fanget i flere lande i Østeuropa eller Centralasien.
Selv om rapporten er stærkt kritisk over for den amerikanske behandling af terrormistænkte, påstår den ikke, at de tre yemenittiske mænd har været udsat for tortur af deres amerikanske bortførere.
Brug af dækfirmaer
Rapporten beskylder også USA for at bruge dækfirmaer til at transportere fanger til lande, hvor de bliver mødt med tortur og mishandling.
Amnesty International siger, at det har registreret næsten 1.000 flyvninger, hovedsageligt i europæisk luftrum, som er blevet gennemført af fly, der næsten udelukkende flyver for CIA gennem dækfirmaer.
CIA udnytter et smuthul i lovgivningen, som tillader private luftfartøjer at lande i fremmede lufthavne uden at skulle informere lokale myndigheder – i modsætning til officielle eller militære fly.
Tilsidesættelse af menneskerettigheder
Der foreligger ikke beviser for, at flyene har medbragt fanger på flyvningerne.
Men Amnesty International mener, at organisationen kan forbinde de registrerede luftfartøjer til fanger, som er blevet overført illegalt. Den anfører bl.a., at ét af flyene har lavet over 100 ophold ved Guatanoma-basen.
Amnesty International advarer regeringer mod, at de kan blive medskyldige i »alvorlige overgreb mod menneskerettighederne«, og organisationen opfordrer regeringer til at tage forholdsregler, der kan forhindre de hemmelige fangetransporter.
Myndighederne må insistere på, at fly, der bruges til efterretningsvirksomhed, bliver registreret som »statslige« flyvninger, og de må forbyde brugen af luftrum og lufthavne til transport af tilbageholdte uden rettigheder, hedder det i rapporten.
Af Ole Wugge Christiansen/Monsun
Læs Amnesty-rapporten: Below the radar: Secret flights to torture and »disappearance«
Læs pressemeddelelse fra Enhedslisten: »Så lyt dog til Amnesty«
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96