Annonce

4. april 2006 - 19:37

Danske dagblade undsiger terrorlovene

Danske Dagblades Forening (DDF) melder sig nu blandt kritikerne af regeringens udspil til ny terrorlovgivning. Tidligere har læger, jurister, græsrodsorganisationer og sågar flere folketingsmedlemmer i de regeringsbærende partier været ude med skarp kritik af justitsminister Lene Espersens forslag til ny lovgivning.

I en pressemeddelelse fra DDF skriver administrerende direktør Ebbe Dal, at foreningens bekymring frem for alt gælder »den omfattende adgang for politiet til uden retskendelse at få indsigt i en række oplysninger om borgerne, et forhold, som er på kollisionskurs med de borgerlige rettigheder«.

Foreningen fremhæver forslagene om at politiet uden dommerkendelse kan få adgang til passageroplysninger fra flyselskaber, logge sig på teletrafikoplysninger og telefonaflytning og den forøgede tv-overvågning af offentlige steder.

Foreningen mener ikke, at der er nogen dokumentation for politiets behov for yderligere beføjelser:

»Der er ikke i offentligheden kendskab til sager, der kunne have været løst bedre med de ønskede midler, og det har ikke været påstået fra politiets side, at den slags sager findes«, skriver Ebbe Dal på foreningens vegne.

Foreningen mener endvidere, at lovgivningsprocessen har været for presset og ukoordineret. Den opfordrer derfor til, at en eventuel stramning bliver udsat, til der foreligger »den fornødne dokumentation for, at politiet og det danske samfund har et reelt behov for en drakonisk terrorlovgivning af denne art«.

Af Ole Wugge Christiansen/Monsun

Læs artiklen »Terrorpakke får kniven af Venstres retsordfører« på Modkraft.dk

Læs artiklen »Terrorlovgivning rammer civile protestformer« på Modkraft.dk

Læs artiklen »Jurist: Terrorlov uklar og unødvendig« på Modkraft.dk

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce