Annonce

18. marts 2006 - 0:09

Irak-krigen: et blodigt jubilæum

Mere end 50 fly, 200 pansrede køretøjer og 1.500 amerikanske og irakiske soldater indledte den 16. marts det hidtil største militære angreb på irakiske oprørsstyrker siden invasionen i 2003. Angrebet, der går under navnet »Operation Swarmer«, har som succeskriterium »at udrydde disse oprørere og for at sikre forsyningslinjerne til Bagdad«, som den irakiske udenrigsminister forklarede til nyhedsbureauet Reuters.

Den militære aktion understreger med al tydelighed, at besættelsesstyrkerne langt fra har den ønskede kontrol over landet, og at de irakiske oprørsgrupper efter tre års krig og besættelse fortsat er i stand til at kontrollere områder af Irak.

I den seneste tid har især hovedstad Bagdad været ramt af en række bilbomber og summariske henrettelser, og antallet daglige dræbte i Irak sætter blodig rekord.

Hvor der i besættelsens første år omkom 20 mennesker om dagen, er antallet i dag oppe på 36 daglige dræbte.

Næsten 2.500 amerikanske soldater er dræbt i Irak siden besættelsens start. Det samme gælder mindst 34.000 civile irakere. Pris: 250 milliarder dollars

Ifølge den uafhængige organisation Iraq Body Count er mindst 33.679 civile blevet dræbt siden krigens start. Denne opgørelse er dog meget forsigtig og konservativ, og bygger udelukkende på dokumenterede dødsfald. Opgørelsen går desuden fra besættelsesfasens start, og omfatter ikke de 7.312 rapporterede dræbte civile under invasionen, der officielt sluttede den 30. april.

Samtidig stiger antallet af dræbte soldater også jævnt. Således har omkring 2.313 amerikanske soldater mistet livet siden krigens start, heraf 1.856 i kamp. Hertil kommer tusindvis af sårede – ifølge de officielle militærkilder drejer det sig om 17.004, mens andre kilder nævner tal op til 48.000.

Ifølge det amerikanske projekt National Priorities Project har krigen indtil videre kostet amerikanerne 248.197.921.904 dollars. Det svarer til godt 1.500 milliarder kroner. Af opgørelser på projektets hjemmeside fremgår det, at dette beløb kunne have finansieret for eksempel global indsats mod sult i 10 år, verdensomspændende AIDS-programmer i 24 år, eller vaccination af alle verdens børn i 82 år.

Øget modstand på hjemmefronten

Statistikkerne viser også, at støt stigende antal borgere i besættelsesstyrkernes hjemlande er trætte af krigen, og ønsker tropperne ud i en fart.

En Gallup-undersøgelse fra december 2005 viste, at 52 pct. af danskerne mente, at regeringen og Dansk Folkeparti begik en fejl ved at støtte krigen mod Irak. 43 procent fandt beslutningen rigtig. Ifølge organisationen Nej til krig er antallet af krigsmodstandere siden steget til 60 procent af befolkningen.

30 procent af danskerne vil have tropperne ud her og nu, mens ligeledes 30 procent ønsker en kort tidsfrist for tropperne til at forlade Irak.

I USA er antallet af folk, der vil have tropperne ud ligeledes 60 procent, mens det i Irak drejer sig om 80 procent af befolkningen.

Over hele verden markeres tre-året for krigen mod Irak. Globale fredsdemonstrationer

Over hele verden markeres tre-årsdagen for den USA-ledede invasion af Irak med fredsdemonstrationer og manifestationer. I mindst 235 byer over hele kloden går folk på gaden i protest mod den fortsatte besættelse af Irak

I Danmark er der aktiviteter i mindst fem byer under parolen »Stop Foghs krig – danske tropper hjem fra Irak nu!«.

Demonstrationerne i Danmark mod Irak-krigen samlede for tre år siden op imod 20.000 mennesker i København, men ved de senere demonstrationer har deltagerantallet været væsentligt lavere.

Af Martin Lindblom/Monsun

Se oversigt over fredsdemonstrationer landet over i Modkraft-kalenderen

Læs artikel på Kontradoxa: »Irak: Tropperne skal ud«

Læs artikel på Kontradoxa: »Krigen på det falske grundlag«

Læs mere hos organisationen Nej til krig

Komplet oversigt over de internationale demonstrationer mod krig og besættelse

Se Tidsskriftcentrets emneliste »Imod besættelsen af Irak«

Læs mere på hjemmesiden antiwar.com

Læs mere på hjemmesiden nationalpriorities.org

Læs mere på hjemmesiden Iraq Body Count

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce