Annonce

7. marts 2006 - 14:25

Kvindekamp er arbejdskamp

En meningsmåling foretaget af Analyse Danmark for Ugebrevet A4 viser, at 74 procent af de danske kvinder opfatter den manglende ligeløn som det største problem i forhold til ligestilling.

Ligegyldig kvindebevægelse

Ifølge undersøgelsen, som er foretaget i anledning af kvindernes internationale kampdag den 8. marts, og omfatter 2.220 kvinder, peger kvinderne på arbejdsmarkedet som den centrale kampplads for ligestillingen med fagbevægelsen som frontkæmper.

Til gengæld regner de adspurgte kvinder ikke de traditionelle kvindeorganisationer for noget som helst. 91 procent af dem regner ganske enkelt kvindeorganisationerne for ligegyldige i kampen for ligestilling, mens familien, politikerne og den enkelte kvinde selv ligger langt højere på skalaen.

Undersøgelsen viser også, at kampdagen den 8. marts appellerer til meget få af kvinderne. 85 procent af de adspurgte har aldrig deltaget i et 8. marts-arrangement og overvejer det heller ikke.

Fagbevægelsen rykker

Resultatet kommer bag på lederen af Center for Ligestilling, Karen Sjørup, skriver 3f.dk:

– Det kunne godt tyde på, at fagbevægelsen skulle gå mere ind i ligelønsproblematikken og den kønsopdeling på arbejdsmarkedet, der skaber lønforskellene, siger hun.

Undersøgelsen viser også, at mere end halvdelen af kvinderne ikke synes fagbevægelsen har gjort nok for at afskaffe løngabet, og det er næstformand i HK Danmark, Mette Kindberg, ked af. Hun mener nemlig, at lønforskellene allerede står højt på fagbevægelsens prioriteringsliste.

– Vi har jo rykket politisk og fagligt på området. Når vi som faglige organisationer går samlet i kamp, batter det noget, og derfor fik vi en central barselsfond. Men det er klart, at sådan en måling giver blod på tanden til at gøre det endnu bedre, siger Mette Kindberg til 3F.

International uligeløn

Ifølge en rapport fra EU-kommissionen tjener kvinderne i Europa i gennemsnit 15 procent mindre end mændene. Kvinderne er nemlig oftest ansat i lavtlønnede sektorer og job – og kun 55,7 procent af kvinder i den arbejdsduelige alder har et job.

Dobbelt så mange kvinder som mænd arbejder inden for sundhed, undervisning eller offentlig administration og 32 procent af kvinderne på arbejdsmarkedet har deltidsjob. Det tilsvarende tal for mænd er kun syv procent.

Ifølge en britisk undersøgelse har Storbritannien EU’s største løngab mellem mænd og kvinder. I gennemsnit får britiske kvinder, der arbejder på fuld tid, 17 procent mindre i løn end deres mandlige kolleger.

I Danmark var lønforskellen mellem mænd og kvinder sidste år 15 procent på det private arbejdsmarked og 18 procent i den offentlige sektor.

På verdensplan tjener kvinder i gennemsnit 22 procent mindre end mænd for det samme arbejde.

Af Martin Lindblom/Monsun

Læs mere hos 3F

Læs mere om undersøgelsen hos Ugebrevet A4

Se artikel på Modkraft: »Storbritannien har rekord i uligeløn«

Tjek dit lokale 8. marts-arrangement i Modkraft-kalenderen

Læs mere på LO’s ligestillingsportal

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce