Antiracistisk Netværk i Odense (ARNO) havde fredag indkaldt til manifestation under overskriften »Ja til dialog og gensidig respekt – Nej til fjendebilleder og syndebukke«.
Ifølge lokale medier mødte under 100 mennesker op til manifestationen, der var arrangeret i anledning af den aktuelle konflikt om Jyllands-Postens provokerende Muhammed-karikaturer.
Blandt talerne var Asmaa Abdol-Hamid fra Enhedslisten. Ifølge Fyens Stifstidende langede hun ud efter »Jyllands-Postens redaktører, den borgerlige regeringen og samfundets syn på muslimerne«.
Ifølge Lene Junker fra ARNO var arrangementet bevidst lagt i »tidsmæssig afstand« af den højreekstreme manifestation, som organisationerne »Stop Islamiseringen af Danmark« og »Frit Danmark – Folkebevægelse mod indvandringen« har indkaldt til søndag den 12. februar.
Menneskekæde i Hobro
Lørdag middag dannede omkring 100 mennesker en menneskekæde i det centrale Hobro. Initiativet til fredsaktionen var taget privat af den 51-årige Lars Bordignon i forbindelse med striden om Muhammed-karikaturerne.
– Jeg er dybt rystet over og ked af, som sagen har udviklet sig. Den er helt ude af kontrol – og jeg synes alle bør være med til at markere, at vi ikke kan leve med det, udtalte Lars Bordignon tidligere på ugen til TV2/Nordjylland.
Han håber på, at idéen vil sprede sig til andre byer i Danmark.
Af Martin Lindblom/Monsun
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96