Annonce

8. februar 2006 - 19:46

Jyllands-Posten vil bringe Holocaust-satire

»Vesten har vist forskellige reaktioner omkring friheden til at ytre sig og demokrati. Når det kommer til hellige symboler for mange muslimer i verden, råber de demokrati, men hvis det er et emne, som er vigtigt for dem, som at stille spørgsmålstegn ved Holocaust, ikke benægte det, så anser de det alle som en stor og utilgivelig synd.«

Sådan siger den iranske analytiker Dr. Abolfazl Beheshti til det statslige iranske nyhedsbureau, IRNA.

På den baggrund har Irans største dagblad, Hamshahri, udskrevet en konkurrence, hvor kunstnere kan indsende satiriske tegninger af Holocaust.

På CNN gav Jyllands-Postens kulturredaktør, Flemming Rose, udtryk for, at hans avis gerne vil samarbejde ved at bringe de iranske tegninger i Danmark samme dag, som de offentliggøres i Iran.

Rabbinere: Imod både Mohammed- og Holocausttegninger

Flere jødiske grupper har advaret mod idéen om Holocaust-tegningerne, bl.a. organisationen Conference of European Rabbies.

Organisationen The Anti-Defamation League kalder konkurrencen for »bevidst provokatorisk«, mens talsmanden for rabbinernes organisation, Joseph Sitruk, understreger, at mange religiøse ledere fra forskellige trosretninger i Europa, tog afstand fra tegningerne af profeten Mohammed, fordi de kunne krænke muslimer.

I Belgien har en ekstremistisk gruppe ifølge Reuters offentliggjort tegninger, der forestiller Adolf Hitler i seng med den jødiske pige Anne Frank, kendt for hendes dagbog under 2. Verdenskrigs jødeforfølgelser.

Gruppen skriver selv, at »hvis det er tid til at bryde tabuer og krydse alle grænser, så vil vi bestemt ikke stå tilbage«.

Flere Danmark’er

I Danmark fortsætter forskellige initiativer for respekt og mangfoldighed imellem folkeslag og religioner.

Siden fredag har der været manifestation for respekt og nedtrapning af konflikten i Århus og København.

Sidste skud på stammen er Another Denmark, hvor man kan skrive hilsner, der viser en anden side af Danmark end den Jyllands-Posten repræsenterer.

Af Linda Hansen/Monsun

Besøg siden Another Denmark

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce