Annonce

5. februar 2006 - 12:51

Fra ordspil til handelsalternativ i Sydamerika

Venezuelanerne ville ikke ligge under for nordamerikanske såkaldte frihandelsaftaler. Derfor fandt Venezuelas præsident, Hugo Chávez, på at opfordre til et alternativ til USA’s forsøg på at udvide NAFTA, som er den frihandelsaftale, der allerede eksisterer mellem USA, Canada og Mexico.

Ifølge den nye aftale, forkortet ALCA, skal hele Sydamerika og Caribien indlemmes.

Da Chávez opfordrede til alternativet, kaldte han det ALBA, som på spansk betyder »morgengry«. I første omgang var det bare et ordspil. Men den cubanske præsident Fidel Castro hørte om alternativet og bad begejstret Chávez tilsende ham samtlige dokumenter om projektet.

Så blev Chávez nødt til at finde på noget. Og det blev starten på Alternativa Bolivariana para la América (det bolivarianske alternativ for Latinamerika), forkortet ALBA.

Uddannelse og sundhed

ALBA er stadigvæk under udvikling, men der ligger flere veludviklede visioner. De primære mål er uddannelse og sundhed ifølge Amílcar Figueroa, der er international repræsentant for Venezuelas største parti »Movimiento Venezolano Revolucionario« (MVR). Han gæster Danmarks Sociale Forum i denne weekend.

Forklaringen på at det lige netop er disse to områder, der fokuseres på i ALBA-initiativer, skal findes i venezuelanernes og cubanernes begejstring for den cubanske tænker José Martí.

Ifølge Ché Guevaras datter, Aleida Guevara, som også deltager i Danmarks Social Forum, har han udtalt, at »en befolkning af veluddannede mennesker altid vil være en fri befolkning«.

Med disse tanker in mente gik Venezuela og Cuba i gang med at udveksle ydelser og goder.

Cuba sendte et korps af læger og sygeplejersker til Venezuela og udviklede medicin af råmaterialer, som Venezuela betalte til Cuba.

Aleida Guevara forklarede, at der i 2004 var 23.000 sundhedsuddannede i Venezuela via denne udveksling.

Sprog og fødevarer

Ligeledes skulle det efterhånden være lykkedes for Venezuela at være kommet analfabetismen overordentligt meget til livs.

Det seneste i den henseende er, at Hugo Chávez har indgået aftale med Bolivias nyvalgte præsident, Evo Morales, om at alfabetisere hele den bolivianske befolkning – ikke bare på spansk, men også på oprindelige sprog.

På fødevareområdet ligger Venezuela i forhandlinger med Uruguay om at udveksle landbrugsvarer for olie. Det er meningen, at lignende aftaler skal indgås over hele kontinentet, så Latinamerika kan komme ud af sit afhængighedsforhold til ikke bare USA, men også Verdensbanken og Den Internationale Valutafond (IMF).

De to oplægsholdere ved lørdagens workshop om den alternative frihandelsaftale gjorde opmærksom på, at de er klar over, at projektet ikke er ligetil, og der skal meget benarbejde til.

De understregede derfor også, at det ikke skal anses for at være et færdigsyet projekt, men et projekt, der er under konstant udvikling, og at der realistisk set nok først bliver tale om et Fællesskab for Latinamerikanske Nationer i 2019.

Af Isabel Sande Frandsen/Tidsskriftet SALT

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce