Folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, Louise Frevert har atter bragt sig på avisernes forsider med en sag, der officielt savner opbakning i hendes parti.
Som reaktion på boykotten af danske varer i en række muslimske lande, opfordrer Frevert via sms til boykot af varer i danske butikker, der indehaves af muslimer. Dermed bakker hun aktivt op om en sms-kampagne, der for to dage siden blev sat i værk af den højreekstremistiske organisation Dansk Front.
På Dansk Fronts hjemmeside opfordrede ledelsen den 29. januar til at boykotte muslimske varer, og samtidig rundsende en sms-besked med boykot-opfordringen. Heri hed det bl.a.: »Forsvar Danmarks frihed og boykot muslimernes varer!«.
Ifølge TV2 Nyhederne er Louise Frevert nu i gang med nøjagtigt samme sms-kampagne, men hun vil ikke udtale sig til TV2 om, hvorfor. I en telefonsamtale giver hun dog begrundelsen: »Det gjorde alle andre«.
Ledelsen i Dansk Folkeparti tager afstand fra Freverts boykot-kampagne.
Af Martin Lindblom/Monsun
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96