Hamas’ sejr: chok eller strategi for Israel?

Er den overvældende valgsejr til de islamiske fundamentalister i Hamas en fordel eller ulempe for Israel? Det spørgsmål rejser flere israelske iagttagere, der i modsætning til de fleste vestlige medier ikke ser noget overraskende i valgresultatet.

Spørgsmålet bunder i betragtninger om, hvorvidt Hamas’ sejr skal ses som et »blowback« – en boomerang-effekt – eller som led i en overordnet politisk strategi for Israel. Begge dele med udgangspunkt i landets årelange dokumenterede støtte til islamisterne.

Israel opflasker Hamas

Ifølge Mellemøst analytikeren Ray Hanania indledte den israelske Likud-regering i 1978 under ledelse af premierminister Menachem Begin støtte til Sheik Ahmad Yassin og hans »humanitære« organisation Islamic Association. Gruppen udsprang af det fundamentalistiske Muslim Brotherhood, og udviklede sig senere med massiv hjælp fra den israelske stat til organisationen Hamas.

Strategien var simpel. Med bund i forestillingen om, at »min fjendes fjende er min ven«, skulle islamisterne udgøre en stærk opposition til det sekulære og mere eller mindre venstreorienterede PLO. Israelerne tillod med dette formål Sheik Yassins gruppe at udgive en avis og oprette et omfattende netværk af velgørenhedsorganisationer, der modtog økonomisk støtte fra både Israel og arabiske stater, der stod i modsætning til Arafat.

Ami Isseroff fra MideastWeb beskriver, hvordan israelerne målrettet støttede gruppen, der senere blev Hamas, ved at hjælpe dem med at gøre Gazas Islamiske Universitet til en base, hvorfra deres tilhængere blev rekrutteret. Islamisterne overtog kontrollen med universitetet, der midt i 1980’erne blev det største universitet i de besatte områder med 4.500 studenter.

Senere oprettede Hamas – der officielt blev stiftet i 1987 – en omfattende infrastruktur af moskéer, klinikker, børnehaver og uddannelsesinstitutioner, der dels fik omfattende økonomisk støtte, dels blev drevet meget effektivt. I modsætning til den dominerende Fatah-bevægelse, der var plaget af omfattende korruption, var Hamas kendt for sin gode administrative praksis og »rene« ledelse.

Konsekvent alternativ til Fatah

Men Hamas blev også kendt og respekteret for sin klare afvisning af fredsforhandlinger med Israel, mens Fatah på den anden side gang på gang blev viklet ind i frugtesløse topmøder og fredsplaner, der aldrig førte til noget.

Mens Fatah forhandlede – og i mange palæstinenseres øjne bøjede sig for israelerne – bekæmpede Hamas besættelsesstyrkerne. Og mens Fatah forhandlede blev folks børn dræbt, deres huse revet ned om ørerne på dem, og deres marker frarøvet dem af for eksempel den såkaldte sikkerhedsmur, som israelerne opfører for at holde terrorister væk.

Ali Abunimah, der er stiftende medlem af The Electronic Intifada, beskriver, hvordan byen Qalqilya på den nordlige Vestbred med 50.000 indbyggere endte med at blive klemt inde mellem israelske bosættelser og totalt omringet af den meterhøje betonmur.

Byens byråd, der i årevis var domineret af Fatah, blev efter murens opførelse fuldstændigt overtaget af Hamas ved kommunalvalget i 2005. Og ved parlamentsvalget for nyligt gentog denne historie sig så på nationalt plan.

Sharons del-og-hersk planer

Men i modsætning til, hvad mange vestlige iagttagere hævder, er Israel ikke bange for Hamas’ magtovertagelse. Den var tværtimod et resultat af den nu tidligere israelske premierminister Ariel Sharons plan om at knuse det palæstinensiske lederskab, skriver Michal Warschawski i en analyse på hjemmesiden Alternative News:

»’Israel har ingen palæstinensisk partner’ var ikke grunden til den omfattende militære offensiv og Israels ødelæggelsesstrategi i de besatte områder – det var selve målet: for den tidligere premierminister var ensidighed den eneste vej til at opnå de zionistiske mål, og forhandlinger blev opfattet som en forhindring, der kunne fremtvinge uacceptable kompromiser. Det var derfor nødvendigt at knuse enhver potentiel partner for fremtidige forhandlinger«, skriver Michal Warschawski.

Efter at have neutraliseret Arafat destabiliserede israelerne hans efterfølger Abu Mazen, og fortsatte samtidig ødelæggelsen af den palæstinensiske infrastruktur. På den måde forhindrede Israel med fuldt overlæg den palæstinensiske ledelse i at levere nogen form for resultater, mener Michal Warschawski.

Sharons plan var netop, at Hamas skulle vinde magten, for at Israel dermed kunne fastholde påstanden om, at der ingen fredspartner var at tale med. Ifølge Michal Warschawski vil valgresultatet derfor tillade Israel fortsat udbygning af koloniseringen af de besatte områder – inklusiv taktiske militære omrokeringer og opgivelse af enkelte isolerede bosættelser.

Fredsprocessensn svanesang

Hvad enten sejren til Hamas betragtes som en sejr eller et nederlag til Israel er samtlige analytikere dog enige om, at den i forvejen kuldsejlede fredsproces nu for alvor er stødt på grund.

Ifølge Justin Raimondo fra det israelske Indymedia, har idéen om, at demokratiske valg er et slags universalmiddel, der vil rense Mellemøsten for selv-ødelæggende radikalitet, lidt en smertefuld død med sejren til Hamas. Og i Israel vil det være den politiske højrefløj og de ekstreme zionister, der høster frugterne, mener han.

På den anden side anser Michal Warschawski det ikke for umuligt, at Hamas-sejren kan føre til fornyet håb og tillid, og en national palæstinensisk enighed om at bekæmpe besættelsen og rekonstruere et samfund, der systematisk er blevet demonteret af den israelske krigsmaskine. Men det kræver på den anden side, at et reetableret og styrket Fatah vender tilbage til magten.

Af Martin Lindblom/Monsun

Læs Justin Raimondo artikel »Hamas, Son of Israel« på Indymedia Israel

Læs Michal Warschawskis artikel »Sharon’s Last Victory« på Alternative Information Center, AIC

Læs artikel i Dagbladet Arbejderen: »Israel skabte Hamas«

Læs Kontradoxa-artikel »Palæstinas venstrefløj, del 1«

Læs Kontradoxa-artikel »Palæstinas venstrefløj, del 2«

Læs Kontradoxa-artikel »Palæstinas venstrefløj, del 3«