Annonce

27. januar 2006 - 10:54

Jødisk kritik af dansk Auschwitz-dag

Når Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) i samarbejde med Undervisningsministeriet indkalder til en række arrangementer i hele landet i forbindelse med årsdagen for befrielsen af den nazistiske udryddelseslejr Auschwitz, bliver det uden deltagelse af det officielle jødiske samfund.

Det Mosaiske Troessamfunds holdning er nemlig, at arrangementerne i deres oplæg er for generelle og ikke lægger tilstrækkelig vægt på der særlige ved nazisterne jøde-udryddelser.

Baggrunden er, at dagen fra officielt dansk hold har temaet »Efter folkedrab«. Og under den overskrift afholdes en række arrangementer landet over, der blandt andet har fokus på overgrebene i Bosnien, Rwanda og Cambodja – og ikke mindst tiden efter.

Op mod halvanden million jøder mistede livet i Auschwitz. Holocaust er helt enestående

Men netop denne relativisering af Holocaust, som blot et blandt mange folkedrab, har fået Det Mosaiske Troessamfund til at trække sig. Ifølge kultursociolog Jacques Blum, der er talsmand for Mosaisk Troessamfund, er Holocaust nemlig »helt enestående«.

Blum anerkender i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad den 14. november 2005, at arrangørerne har undgået at fremstille et »lidelseshierarki«, og at »fremstillingen af hvert folkedrab havde sin helt egen identitet og afholdt sig fra useriøse sammenligninger«.

Problemet er ifølge Jacques Blum, at de officielle dokumenter fra arrangørerne er endt med at omtale for eksempel Det Mosaiske Troessamfund som »repræsentanter for berørte grupper« og at disse stort set ingen indflydelse har fået på arrangementernes karakter.

»Det er vores holdning, at repræsentanter for »de berørte grupper« – og dette gælder såvel jøder som sigøjnere, bøsser, lesbiske, fysisk- og psykisk handicappede, Jehovas Vidner og de mange andre, der blev sendt til Auschwitz – bør være en del af arbejdsgruppen, og ikke blot betragtes som »berørte grupper« uden egentlig indflydelse på indholdet af dagen«, skriver Jacques Blum.

Massegrav i udryddelseslejren Auschwitz. For lidt vægt på Auschwitz

Ud over problemerne med manglende indflydelse mener formanden, at set i lyset af Stockholm-erklæringen fra 2000 – som ligger til grund for Auschwitz-dagen – lægges for lidt vægt på Holocaust og på Auschwitz i den officielle danske udgave af dagen.

»(...) Holocaust har ikke blot betydning for det jødiske folk. Holocaust er uden fortilfælde, og noget særligt i europæisk historie, men det kan ske igen, om ikke andet, så fordi det én gang er sket, og derfor er der meget, som både unge og ældre kan lære heraf«, skriver Blum.

Det Mosaiske Troessamfund foreslår, at man i stedet bruger Auschwitz-dagen det ene år til at sætte lys på for eksempel sigøjnernes skæbne under Holocaust, det næste på den rolle, som lægerne havde i Auschwitz.

Det Mosaiske Troessamfund står selv bag en række foredrag, koncerter og workshops i forbindelse med Auschwitz-dagen.

Ifølge Stefan Isaak, der er formand for Det Mosaiske Troessamfund, regner jøderne med at deltage i Auschwitz-dagen til næste år. Trossamfundet har aftalt et møde med Undervisningsministeriet for at diskutere hvordan.

– Vi har en udmærket dialog, og vi stræber efter at kunne deltage i det officielle arrangement næste år. Det skal nu diskuteres, hvor meget vi kan få ind, så det ligner noget, der kan tilfredsstille den jødiske minoritet, men der er god vilje hos begge parter til at lave noget sammen, siger Stefan Isaak til Frederiksborg Amtsavis.

Af Martin Lindblom/Monsun

Se den officielle hjemmeside 27-1.dk

Læs mere om årets tema på folkedrab.dk

Læs mere om Holocaust hos DIIS

Læs mere hos Det Mosaiske Troessamfund

Se alle dagens arrangementer i Modkrafts kalender

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce