– Fjenden har mange ansigter, men kun ét navn: Kapitalismen.
Sådan lød det blandt andet fra den legendariske subcomandante Marcos, der sammen med tusinder af andre mexicanske zapatister fra bevægelsen EZLN forlod guerillabaserne i junglen den 1. januar for at bruge 12-års dagen for Zapatist-bevægelsens første væbnede offensiv til at indlede en ny landsdækkende politisk kampagne.
Marcos, der ankom til byen på en sort motorcykel, skifter nu officielt navn fra det militært klingende subcomandante til »SubDelegado Zero«. I løbet af det næste halve år vil han og mange andre zapatister turnere rundt i alle Mexicos 32 delstater i en slags alternativ valgturne.
Mexico har parlamentsvalg senere på året, men zapatisterne har ikke tænkt sig at pege på nogen af de opstillede kandidater. I stedet vil de indlede en politisk kampagne, der skal »vende op og ned på Mexico«.
– Vi vil lytte til folk, der hvor de arbejder, på de steder hvor de bliver udbyttet, hvor de lider under racisme, sagde Marcos til de mange forsamlede.
»Send mig tobak«
»SubDelegado Zero« optræder ligesom tusinder af andre medlemmer af EZLN fortsat maskeret. Og inden den landsdækkende rejse har han udsendt forordninger omkring sin sikkerhed – som sædvanligt i den særprægede humoristiske zapatist-stil.
For eksempel advarer han mod arrogante sikkerhedsforanstaltninger, der virker ekskluderende på almindelige mennesker, ved at beskrive sikkerhedsfolkenes opgave som blandt andet at sørge for at SubDelegado Zero ikke tager fejl af dørene til herre- og dametoilettet.
I den mere alvorlige ende forbyder han nogen mennesker eller organisationer at etablere et forsvar for ham i tilfælde af arrestation, med mindre han udtrykkeligt beder om det, og han understreger, at zapatisterne tager af sted uden ønske om nogen form for garanti fra regering og myndigheder:
»Vi forventer intet, og vil ikke bede om noget fra dem, der altid har behandlet os med foragt og ringeagt«.
Og skulle det endelig ske, at Marcos ender i spjældet, lyder den klare opfordring fra den tidligere subcomandant:
»Lad være med at bekymre jer om, hvad I ville gøre i den eller den forfærdelige situation. Reaktionen er: løb, søg ly, informer, udbred, mobiliser…send mig tobak«.
Regering hilser kampagnen velkommen
Men umiddelbart ser det ikke ud til, at den mexicanske regering vil gribe ind overfor zapatisterne.
En talsmand for præsident Vincente Fox hilser officielt zapatisternes initiativet velkommen og udtrykker glæder over, at bevægelsen har valgt at deltage i den demokratiske politiske debat.
– Det er en præstation af mexicansk demokrati, og mexicansk demokrati garanterer den fri udtrykkelse af disse idéer. I den forstand bliver det anerkendt, at zapatisterne gennem den politiske rute vil give deres meninger og idéer til kende, udtaler talsmanden ifølge det britiske nyhedsbureau BBC.
Af Martin Lindblom/Monsun
Læs øjenvidneskildring på Indymedia (engelsk)
Læs meget mere på Mexico Indymedia (spansk)
Læs mere på Centro de Medios Libres D.F. (spansk)
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96