Annonce

7. december 2005 - 17:46

Feteret Fatah-stjerne stiller op til valg

Palæstinenserlederen Marwan Al-Barghouti, der afsoner fem gange livstid i et israelsk fængsel, blev ved weekendens primærvalg forud for det palæstinensiske parlamentsvalg til januar valgt som kandidat med overvældende flertal blandt de stemmeberettigede medlemmer af PLO-fraktionen Fatah.

Folkets mand

96 procent af stemmerne i hans hjemby Ramallah på den besatte Vestbred gik til Al-Barghouti, der dermed indtager en absolut nøgleposition i palæstinensisk politisk. Og til forskel fra under formandsopgøret efter den tidligere PLO-ledr Yasser Arafats død, vælger Al-Barghouti denne gang at kaste sig ind i valgkampen.

Marwan Al-Barghouti er kendt som en »folkets mand«, der nyder stor respekt hos den menige palæstinenser. I begyndelsen af den palæstinensiske opstand, Intifadaen, stod han i spidsen for Fatahs underorganisation Tanzim, der fungerede som en samlende faktor for oprørets aktivister

Palæstinas Nelson Mandela

I årevis argumenterede Marwan Al-Barghouti, der bl.a. taler flydende hebraisk, for en forhandlingsløsning med Israel, men efterhånden resignerede han overfor den israelske uvilje, og opfordrede i stedet til en optrapning af Intifadaen.

– Israelerne udså ham hurtigt til at være syndebuk. Han var for åbenmundet, og mens Yasser Arafat endnu levede, stod han for den unge generation, der arbejdede for mere palæstinensisk selvbestemmelse og demokrati. Da de fængslede ham, blev han martyr. Han er vores frihedshelt, ligesom Nelson Mandela var det for Sydafrika, siger Muhammed Said, et fremtrædende medlem af Fatah i byen Kalkiliya på Vestbredden, til dagbladet Information.

Israelere kræver løsladelse

Også blandt en del israelere nyder Al-Barghouti respekt. Danny Rubinstein, kommentator ved det israelske dagblad Haaretz, opfordrer således de israelske ledere til at komme palæstinenserne i møde ved at løslade Marwan Al-Barghouti.

Han påpeger, at israelerne tidligere har løsladt langt mere kontroversielle folk i forsøg på at styrke en positiv udvikling, bl.a. Hamas-lederen sheikh Ahmed Yassin.

Og den kendte israelske fredsaktivist Uri Avnery kalder Al-Barghouti »et nationalt symbol for palæstinenserne”.

– Dette er en chance, som ikke må forpasses, en udstrakt hånd i en tid, hvor både vi og de går mod valg, siger Avnery til Information.

Og lederen af det israelske venstrefløjsparti Meretz, Yossi Beilin er enig:

– Al-Barghouti står i spidsen for en af de palæstinensiske lejre, der ønsker fred, så tiden er inde til at annullere hans dom for at give ham mulighed for at lede den palæstinensiske nation imod en historisk fredsaftale.

Marwan Barghouti under retssagen mod ham. Foto: freebarghouti.orgKontroversiel demokratiforkæmper

Men netop på grund af sin store popularitet, kan Al-Barghouti gå hen og blive en torn i øjet på de nuværende palæstinensiske ledere. Præsident Abbas’ popularitet er dalende, og han har flere gange både udsat valget og forsøgt at forhindre afholdelsen af primærvalg i bl.a. Østjerusalem.

Al-Barghouti er netop kendt som en kritiker af den manglende demokratiske proces i Palæstina.

Al-Barghoutis kone, Fadwa Al-Barghouti, gav i weekenden et interview til største israelske dagblad Yediot Ahronot. Her forklarede hun den israelske befolkning, at Marwan Al-Barghoutis overvældende valgsejr skal tages som udtryk for den demokratiske udvikling, han i årevis har argumenteret for, og en folkelig støtte til det verdenssyn, han gennem de sidste år har repræsenteret.

Indtil videre afviser israelerne dog al snak om løsladelse »før der er kommet gang i fredsprocessen«, og henviser stædigt til de fem livstidsdomme han afsoner.

Af Martin Lindblom/Monsun

Læs artikel på Modkraft: »Livstidsfange som præsident«

Besøg Modkraft fyldige link- og artikelsamling om Palæstina

Se Tidsskriftcentrets Venstredot nr. 7 om Palæstina

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce