Annonce

4. december 2005 - 2:43

Racister angreb igen

Mange pressespekulationer om mulig ballade blev gjort til skamme ved demonstrationen i Århus lørdag den 3. december. Her samledes op mod 800 mennesker for at vise deres modstand mod racisme, nazisme og voldelige overfald.

Århus Politi opsummerede forløbet af demonstrationen således:

»Demonstrationen forløb meget fredeligt med en god dialog mellem arrangørerne og Århus politi, ligesom demonstranterne havde en eksemplarisk adfærd.«

Men kort efter midnat skete en næsten eksakt gentagelse af scenariet tirsdag den 30. november, hvor 12-15 personer fra White Pride-kredsen slog og sparkede den 50-årige Hans Jørgen Vad fra Enhedslisten og tiltvang sig adgang til Café Oskar, hvor Antiracistisk Netværk i Århus holdt møde.

Café Oskar i Mejlgade, der to gange indenfor en uge er blevet angrebet af personer fra White Pride/Dansk Front.

»…Som om han var på stoffer«

Modkraft.dk har talt med en af de 40-50 unge mennesker, der var til stede i Café Oskar, da White Pride gruppen angreb. Hun fortæller:

– Vi opdagede, at de var der, fordi de råbte som vilde dyr. Så kastede de en cykel mod den store rude og derefter et skilt. De kastede cyklen flere gange.

– Jeg stod lige på den anden side af glasruden. Jeg tror, at nogle af dem havde stænger med for at smadre ruden, for de prikkede med dem i hullerne i det gitter, der er for vinduet.

Den angribende gruppe virkede meget aggressive og blev ifølge Modkraft.dks kilde stående foran caféen meget længe og slog på ruden og døren.

– Ham, jeg bedst kunne se, virkede som om han var på stoffer. Han var helt vild. Han var 25-30 år gammel, og de var alle sammen »voksne« i ansigterne, høje og brede.

Vagthavende ved Århus Politi oplyser, at der ikke er foretaget anholdelser efter nattens ballade. Gruppen af White Pride-folk forsvandt nemlig efter rudeknuseriet i Mejlgade.

Af Linda Hansen/Monsun

Læs pressemeddelelse fra SF og Enhedslisten

Læs artikel på Modkraft: Antiracister på gaden

Læs artikel på Modkraft: To anholdt for nazi-vold

Læs artikel på Modkraft: Antiracister demonstrerer

Læs artikel på Modkraft: Antiracistisk møde overfaldet

Se også hjemmesiden antiracist.dk

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce