Annonce

29. november 2005 - 0:42

Dansk FARC-film vækker harme

Danmarks konsul i Colombia José Guatama bliver nu blandet ind i en ophedet debat om den danske dokumentarfilm, »Guerrilla Girl«, der handler om den colombianske guerillabevægelse FARC.

Ifølge det colombianske ugeblad El Espectador forventes der en officiel undersøgelse af, hvorvidt konsulen var klar over, at et dansk filmhold i hemmelighed filmede i Colombia. José Guatama afviser overfor bladet, at han har haft kendskab til filmprojektet.

Terrorist eller frihedskæmper?

Dokumentarfilmen »Guerrilla Girl«, der netop har haft premiere i København, vækker også på anden vis opmærksomhed i udlandet. Filmen følger en 21-årig kvindes uddannelse til guerillasoldat i en FARC-lejr, og er blevet rost af anmeldere i Politiken og Information for at stille spørgsmålstegn ved Vestens unuancerede billede af en »terrorist«.

Til gengæld er dokumentaren kommet under kraftig beskydning fra USA og Colombia. Klip fra filmen har været vist på den landsdækkende colombianske tv-station Caracol, og på stationens hjemmeside er der rasende kommentarer fra læserne.

En debattør betegner danskerne bag filmen som »narkomaner«, og forlanger, at de diplomatiske forbindelser til Danmark skal afbrydes. De få procenter af Colombias befolkning, der har adgang til internettet, har ivrigt klikket ind på omtalen af filmen, der var den næstmest læste nyhed på Caracols hjemmeside.

»Mej danskerne ned«

Filmens instruktør Frank P. Poulsen er ikke overrasket over den ophedede debat, som han mener skyldes, at filmen viser medlemmer af FARC »som mennesker, ikke monstre«.

Den amerikanske blog Babalublog.com kalder i en foromtale af »Guerrilla Girl« filmfolkene for »kryb« og »moralske nullerter«. »Jeg vil smadre min skærm, når jeg læser den slags historier«, skriver den vrede anmelder.

Anmelderen opfordrer sine læsere til at huske navnene på de danske filmfolk, som han mener hører til i et colombiansk fængsel sammen med FARC-guerillaen. Bloglæseren Alberto Quiroga synes dog, at fængsel er for mild en straf for de formastelige danskere:

»Jeg håber, at den colombianske hær ikke vil tøve med at meje disse typer ned«, skriver han i en kommentar.

»Guerrilla Girl« er udvalgt til at konkurrere i kategorien »Årets Debut« på verdens største dokumentarfilm-festival, IDFA, der finder sted i denne uge i Amsterdam.

»Guerrilla Girl« kan i øjeblikket ses i biograferne Øst for Paradis (Århus) og Vester Vov Vov (København). Senere kommer den efter planen op i Cafébiografen (Odense).

Af Thomas Hansen/Monsun

Læs Babalublogs foromtale af filmen (engelsk)

Læs det spanske nyhedsbureau EFE’s omtale af filmen (engelsk)

Se Det Danske Filminstituts omtale af filmen

Læs anmeldelse af filmen på Kontradoxa

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce