– Vi er på vej mod italienske tilstande, hvor Italiens premierminister og mediemogul Berlusconi bestemmer den mediepolitiske dagsorden.
Sådan siger Bård Hornekær fra Sammenslutningen af Medier i Lokalsamfundet, SAML til 3F’s nyheder om det lovforslag kulturminister Brian Mikkelsen (K) fremsætter i dag i Folketinget.
Ministeren vil nedlægge omkring 100 af de lokale radio- og tv-nævn, der giver sendetilladelser til de lokale medier, og i stedet lade et centralt nævn med medlemmer udpeget af kulturministeren udstede tilladelserne.
– Det nye lovforslag fjerner alle lovmæssige rettigheder for de ikke-kommercielle medier og erstatter det med en ministerbeføjelse. Brian Mikkelsen foreslår jo, at han kan vælge og vrage mellem medieudbydere, og ingen ved, om de er købt og solgt, fordi alle sendetilladelser udløber i marts næste år, siger Bård Hornekær til 3F.
Konsekvensen kan blive, at en lang række lokalradioer landet over må dreje nøglen om, og overlade æteren til kommercielle og pengestærke medieselskaber.
Tavs minister
Siden den borgerlige regering trådte til, er støtten til de ikke-kommercielle medier blevet halveret fra 60 millioner til knap 31 millioner kroner. Og den tendens fortsætter i det skjulte, skriver 3F.
– I lovforslaget står der, at det nuværende støttebeløb på 30,8 millioner kroner ikke reduceres, men i de papirer, som de lokale medier har fået, står der, at man maksimalt kan få 78.000 kroner i driftsstøtte. I alt giver det 22 millioner, og mankoen er 10 millioner kroner. Hvad skal de bruges til, har Bård Hornekær fra SAML spurgt kulturministeren om – uden dog at få svar.
Heller ikke 3F har været i stand til at få en kommentar fra Brian Mikkelsen.
Af Martin Lindblom/Monsun
Se lovforslaget hos Kulturministeriet
Se hjemmesiden for Sammenslutningen af Lokale- Radio- og TV-stationer i Danmark
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96