Århus mod Moskéen (ÅMM) præsenterer sig selv som en tværpolitisk forening, der er uafhængig af »politiske, religiøse og økonomiske interesser«.
Men Ekstra Bladet bringer torsdag den 20. oktober et foto, der viser formanden for foreningen Århus Mod Moskéen, Thomas Kierstein, i selskab med nazistiske hooligans fra White Pride og den ultra-racistiske gruppe Dansk Front.
Samtidig er en af kommunalvalgskandidaterne, Henrik Ræder Clausen, gået fra foreningen i protest mod med-kandidaten Per Hovgaards rabiate udfald mod muslimer.
Det var udtalelser i Ekstra Bladet om at en moské i Århus ville medføre blod og død i Århus, der blev for meget. Henrik Ræder Clausen forklarer, at han trak sit kandidatur, fordi »det niveau han udtaler sig på, er ganske enkelt for lavt.«
Nazister og hooligans
Ekstra Bladets afsløring af nazistiske hooligans i Århus Mod Moskéen, afvises af foreningens formand, Thomas Kierstein.
Ekstra Bladet konfronterede formanden med, historien om at personer fra White Pride og Dansk Front er aktive i ÅMM, svarede han:
»Hvis påstanden kan dokumenteres, ryger disse medlemmer straks ud af klappen.«
Thomas Kierstein nægter overfor Ekstra Bladet ethvert kendskab til personer fra White Pride. Men avisens foto-dokumentation undergraver Thomas Kiersteins afvisning af en sammenhæng mellem ÅMM, White Pride og Dansk Front.
På billedet ses nemlig samme Thomas Kierstein blandt andet i selskab med kandidat til kommunalvalget Niels-Christian Herholdt Braad, Mikael Møller Grubert, som er et »særdeles velkendt fra White Pride« og Lars Rask Eriksson fra White Pride.
Billedet er taget den 26. september, da Thomas Kierstein og resten af gruppen beser lokaler til ÅMMs opstillingsmøde dagen efter.
Kanddaten Niels-Christian Herholdt Braad fra fotoet, skrev ellers tidligere dette år om ÅMMs forbindelser til ekstremister og nazister:
»Århus Mod Moskéen er en tværpolitisk forening, og det vil være injurierende at sammenkæde foreningen med Dansk Front eller med nazi-kredse. Undertegnede er den eneste i bestyrelsen, som er medlem af et politisk parti.«
Om Niels-Christian Herholdt Braad vil anlægge injurie-sag mod Ekstra Bladet er nok tvivlsomt efter foto-dokumentationen.
Ekstra Bladet skriver også, at formanden for ÅMM i anden sammenhæng plejer omgang med den 29-årige Jacob Engelbrekt Andersen fra den ultra-racistiske organisation Dansk Front.
Jacob Engelbrekt Andersen har tidligere været omtalt i Ekstra Bladet som et særdeles aktivt medlem af White Pride, hvor han havde tilnavnet »Der Führer«. »Der Führer« var medstifter af Dansk Front.
White Prides voldelige historie
Gruppen, der oprindeligt kaldte sig Ultra White Pride opstod omkring 1994, og ifølge Foreningen Demos, der arbejder med at kortlægge den danske højrefløj, optrådte nogle af de ældste medlemmer allerede i 1995-96 som bodyguards for Den Danske Forening i Århus.
Demos beskriver White Pride som erklærede nazister, der driver hjemmesiden Dansk Front. Til marchen i Fredericia bar deltagerne da også et banner med teksten »Dansk Front«.
Gruppens medlemmer er landskendte for deres mange voldelige overfald på anti-racister, venstreorienterede og indvandrere i Århus og omegn. Flere af medlemmerne har deltaget i nazistiske marcher i udlandet, ligesom der åbenlyst samarbejdes med den britiske nazi-terror organisation Combat 18.
I februar 2003 gennemførte gruppen en koncert i et forsamlingshus i Brabrand med 150 deltagere, heriblandt adskillige ledende nazister fra ind- og udland, blandt andre Jonni Hansen, der er formand for det danske nazistparti DNSB.
I Århus har Byrådet ved adskillige lejligheder diskuteret problmerne med de voldelige nazister, og derpå indført en »nul-tolerance« politik overfor dem.
Kendt historiker forsvarer ÅMM
Fotoet fra Ekstra Bladet er fra dagen før ÅMMs opstillingsmøde. Selve opstillingsmødet var ifølge ÅMM besøgt af cirka 200 personer. Den inviterede gæstetaler var historiker Lars Hedegaard.
Lars Hedegaard er kendt for flere sager, der omhandler modstand mod islam og muslimer. Han skrev blandt andet bogen »I Krigens Hus« om islam, som var så grov kost, at forfatterforeningen PEN ikke ville have ham som medlem.
Desuden var Lars Hedegaard stifter af Giordano Bruno Selskabet, hvor prominente personer debatterede og koordinerede deres anti-islamiske holdninger. Selskabet bestod blandt andet af Jette Plessner Dali fra Venstre, Henrik Gade Jensen, tidligere spindoktor for kirkeminister Tove Fergo, Karen Jespersen, tidligere socialdemokratisk minister, og Farshad Kholgi, skuespiller.
Lars Hedegaard selv forsvarer ÅMM i Berlingske Tidende, samme dag som Ekstra Bladets afsløring.
Lars Hedegaard skriver:
»Men er Århus Mod Moskéen faktisk et sammenrend af racister, halvnazister, kværulanter og landsbytosser, sådan som deres modstandere ynder at fremstille dem? Det havde jeg selv en chance for at vurdere, da jeg som indbudt taler deltog i listens opstillingsmøde i Vejlby-Risskov Hallen den 27. september.
ÅMM mener selv, at der deltog over 200 mennesker, og det svarer meget godt til mine iagttagelser. Dvs. at jeg formentlig har set de fleste af medlemmerne. Spørgelysten var stor efter mit indlæg, men ikke en eneste højreekstremist eller racist tog ordet. Faktisk tror jeg ikke, at der var nogen til stede. Under normale omstændigheder vil jeg antage, at det store flertal ville have stemt socialdemokratisk eller Venstre.«
Det er sandsynligt, at Lars Hedegaards samarbejde med og holdning til ÅMM vil ændre sig efter påvisningen af de nazistiske hooligans i foreningen.
Han og resten af Giordani Bruno Selskabet tegner en mere moderat fremførsel af deres anti-islamiske synspunkter end mange smågrupper på den yderste højrefløj, blandt andet ÅMM.
Af Linda Hansen/Monsun
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96