Annonce

20. oktober 2005 - 16:14

Abbas: Israel styrker Hamas

»Der foregår en kamp om det palæstinensiske folks hjerter og hjerner mellem de moderate og fundamentalisterne«, skriver Mahmoud Abbas i all Street Journal den 20. oktober. Men det er ikke kun en intern palæstinensisk kamp mellem de forskellige fraktioner. Israel spiller en stor rolle for udfaldet, mener Mahmoud Abbas, der beskylder Israels politik for at styrke de fundamentalistiske grupper blandt palæstinenserne.

Abbas kræver forhandling

Den palæstinensiske selvstyre-leder, Mahmoud Abbas, skal mødes med den amerikanske præsident, George W. Bush, torsdag den 20. oktober.

Forud for besøget retter Mahmoud Abbas en skarp kritik af Israels indflydelse på forholdet mellem de palæstinensiske grupper. Kritikken er langtfra ny, men har fået en ny dimension efter Israels rømning af Gaza-striben. Israelske talsmænd og premierminister Ariel Sharon afviser pure at det er den israelske regerings ansvar, hvordan situationen mellem de stridende palæstinensiske parter udvikler sig. Tværtimod er det nu palæstinensernes tur til at vise, at de selv kan skabe et demokrati efter vestligt forbillede.

Det er derfor politisk vigtigt for Mahmoud Abbas at drage Israels handlinger ind i diskussionen igen. Og det benytter han USA-besøget til. Ellers risikere Abbas en længerevarende stilstand, hvor den israelske regering ikke vil forhandle, før der er mere ro og færre fraktionskampe palæstinenserne imellem. Sådan er situationen allerede, og det er uholdbart for Abbas og hans bevægelse Fatah, der må skabe resultater i form af fred og sociale forbedringer for at fastholde magten på længere sigt.

USA må hjælpe

Abbas behov for forhandlinger med Israels regering, betyder, at han i hans indlæg i Wall Street Journal appellerer kraftigt til USA om at presse Israel.

Abbas skriver i Wall Street Journal. Abbas skriver, at der er skabt et mere »fredeligt klima«, og henviser til meningsmålinger, der viser, at størstedelen af palæstinenserne gerne vil leve i fred i deres egen stat ved siden af Israel. Abbas skriver videre:

»Dette fredelige klima har brug for hjælp fra USA og det internationale samfund. For uden kontinuerligt pres på den israelske regering for at få dem til at sætte sig ned og forhandle, vil Israel kun styrke de indenfor det palæstinensiske samfund, som ikke deler flertallets ønske om fred.«

Konflikten blandt palæstinenserne står hovedsageligt mellem Abbas’ Fatah-bevægelse og Hamas. Abbas er under pres fra blandt andet USA for at udelukke Hamas fra demokratiske valg, da Hamas er på EU og USA’s liste over terrorister.

Men af indenrigspolitiske hensyn er det svært for den palæstinensiske leder at gøre noget ved Hamas. Dels nyder Hamas stor opbakning fra palæstinenserne i nogle områder blandt andet på grund af det store sociale arbejde i form af sundhedsklinikker, skoler og lignende. Og dels er Hamas velbevæbnet og flere voldshandlinger mellem selvstyret og Hamas vil medføre en svækkelse af Abbas.

Af Linda Hansen/Monsun

Læs om de interne stridigheder i Palæstina og Israel på Modkraft.dk

Besøg Modkrafts fyldige linktema om de palæstinensiske bevægelser og partier

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce