Annonce

6. oktober 2005 - 23:09

Protester mod tvangsudvisning

Protesten foran Integrationsministeriet var indkaldt med kort varsel. Der var taler af blandt andre Anne Baastrup fra SF og Jørgen Arbo-Bæhr fra Enhedslisten. De gjorde begge opmærksom på, at Alae Ghaedis svoger har fået opholdstilladelse med den begrundelse, at han er i familie med Alae Ghaedi, og derfor er i fare for forfølgelse.

Tue Magnussen fra Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) sagde i sin tale, at RCT vil opfordre de danske myndigheder til, at efterleve FN’s konvention mod tortur og ikke tvangsudvise Alae Ghaedi til Iran med udsigt til tortur.

– En udvisning af Alae Ghaedi vil være i klar strid med de internationale konventioner og ikke mindst et åbent brud på FNs Konvention mod tortur, sagde han til demonstranterne.

Jørgen Arboe-Bæhr opfordrede i sin tale til, at man – som modtræk mod en inhuman og konventionsstridig flygtningepolitik – skjuler udvisningstruede flygtninge.

Under demonstrationen blev der uddelt løbesedler og samlet underskrifter mod udvisningen. Ifølge arrangørerne er der allerede blevet samlet over 1.000 underskrifter. Og så blev der i øvrigt gjort opmærksom på fremtidige aktiviteter for en anstændig asylpolitik:

Lørdag den 8. oktober kl.15.00 er der indkaldt til stormøde om sagen i Kulturhuset Blågården på Nørrebro i København. Og søndag den 16. oktober kl. 18.00 bliver der arrangeret »fakkeltog mod racisme« fra Københavns Rådhusplads.

»Udvisningen midlertidig sat i bero«

De seneste dage har sagen været omtalt i flere af de landsdækkende medier. Og måske har Integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) følt sig presset. I hvert fald forlød det onsdag den 5. oktober, at Alae Ghaedis advokat har modtaget et brev fra Integrationsministeriet, om at udvisningen er sat midlertidigt i bero.

Alae Ghaedi har sultestrejket, siden han modtog udvisningsdommen den 19. september. Han har tænkt sig at blive ved, indtil myndighederne erkender, at afslaget på opholdstilladelsen var en fejl.

Alae Ghaedis sag er veldokumenteret: Det iranske præstestyre har udstedt dommen »in absentia« over Alae Ghaedi, som straf for medlemskab af den illegale organisation Mujahedin Khalgh.

Alae Ghaedi har tidligere siddet otte år i fængsel i Iran, fordelt på tre gange, og er blevet udsat for omfattende tortur. Alle hans seks brødre er blevet henrettet for at have tilhørt den samme organisation.

Men Flygtningenævnet hæfter sig i sit afslag ved, at den iranske dom er skrevet på computer – og det finder nævnet mistænkeligt. Venner af Alae Ghaedi undrer sig over det absurde i, at nævnet åbenbart opfatter Iran som et slags tilbagestående u-land, selvom landet i øjeblikket er i de internationale mediers søgelys, fordi landet tilsyneladende er ved at udvikle atomvåben.

Højskole vil skjule Alae

I øjeblikket befinder han sig på Krogerup Højskole, som offentligt har erklæret sig villig til at bryde loven og skjule ham, hvis myndighederne fastholder beslutningen om at udvise ham.

Forstander Erik Boel udtaler til TV2 Nyhederne:

– Udgangspunktet er, at lov er lov, og at lov skal holdes. Men der er også et etisk ansvar i det her. Iran er et land, der på eklatant vis forbryder sig mod menneskerettighederne, og udvises flygtningen Alae Ghaedi, så har vi en etisk pligt til at hjælpe ham med at gå under jorden.

Alae Ghaedi, der i dag fortalte højskolens eleverne om sin tid i iransk fængsel og den tortur han har været udsat for, afviser imidlertid, at han vil gå under jorden.

Af Thomas Hansen/Monsun. Foto: Mark Knudsen/Monsun

Læs artiklen »Spirende modstand mod tvangsudvisning« på Modkraft

Læs artiklen »Iraner udvises til tortur« på Modkraft

Underskriftsindsamling mod tvangsudvisningen

Besøg Støttekredsen for Flygtninge i Fare

Besøg Krogerup Højskoles hjemmeside

Se Modkrafts link-tema om Iran

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce