Det er lykkedes flere hundrede såkaldte fattigdomsflygtninge at tvinge sig vej ind i det forjættede Fort Europa. I Marokko opretholder den spanske stat to enklaver, der i realiteten udgør små stykker EU på det afrikanske kontinent.
I den seneste uge er flere hundrede flygtninge fra resten af Afrika i ren desperation over deres umulige situation begyndt at kaste sig ind over enklavernes enorme elektriske pigtrådshegn, der er mellem tre og ti meter høje.
Mange er blevet kvæstet i forsøget, men kommer de først igennem, kan de ikke sendes tilbage, og har i realiteten adgang til resten af EU. I øjeblikket er en Røde Kors lejr, der er beregnet til 500 mennesker fyldt op med omkring fire gange så mange. Alligevel giver de desperate flygtninge udtryk for, at det er langt bedre end at sulte i de omkringliggende skove.
Spanien har ikke mulighed for at sende flygtningene tilbage, fordi de fleste af dem kommer fra ludfattige afrikanske lande, der ikke har nogen udvekslingsaftaler med den spanske stat. I stedet sender Spanien flere tropper til området og har senest sat gang i opførelsen af et tredje pigtrådshegn omkring enklaverne.
Grænsevagter dræber
For en måned siden blev en gruppe på flere hundrede flygtninge beskudt med gummikugler, da de forsøgte at krydse grænsen. To blev dræbt, og ifølge de overlevende smed det spanske politi ligene tilbage over grænsen til Marokko.
Også i april blev to nigerianske flygtninge skudt og dræbt af marokkanske sikkerhedsstyrker, skriver Amnesty International.
Det er stadig uklart, hvem der stod bag nedskydningen af de seneste fem. Spanske og marokkanske myndigheder beskylder gensidigt hinanden for mordene.
Grænsen mellem Marokko og Spanien – herunder det smalle Gibraltar Stræde – forsøges hvert år krydset af tusinder af immigranter og fattigdomsflygtninge fra Afrika. Utallige drukner under forsøgene på at krydse Strædet i små både.
Siden 1993 er knap 6.500 mennesker dokumenteret omkomne i forsøget på at krydse EU’s grænser.
Af Martin Lindblom/Monsun
Læs mere hos Amnesty International
Besøg kampagnesiden Intet Menneske er Illegalt
Se den komplette liste fra UNITED for Intercultural Action over omkomne flygtninge (pdf)
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96