Annonce

3. oktober 2005 - 20:24

Farvel til Frevert?

Louise Frevert lyver om artiklerne på sin hjemmeside. Louise Frevert lyver om sin egen bog. Louise Frevert lyver over for Kurt Strand. Rune Engelbreth Larsen fra Minoritetspartiet har bidt sig godt fast i haserne på Dansk Folkepartis overborgmesterkandidat i København.

Ikke så snart har Frevert forsøgt sig med én forklaring på nogle af hendes opsigtsvækkende citater før Engelbreth er på banen med ny dokumentation af flere usandheder.

– Louise Frevert har enten ført Dansk Folkepartis ledelse bag lyset, eller også har partiets ledelse fabrikeret hendes søforklaringer, som ændrer sig for hver gang nye afsløringer kommer frem. Ti sider i hendes egen bog, »Kort og godt«, er direkte afskrift af en artikel, hun har fjernet fra sin egen hjemmeside og hævder slet ikke at have haft kendskab til, skriver Engelbreth i en pressemeddelelse.

Og Freverts »søforklaringer« er tilsyneladende ved at blive et alvorligt problem for ledelsen i det stramt topstyrede parti:

– Vi bliver nødt til at finde ud af, hvad Louise Frevert mener, udtaler DF’s næstformand, Peter Skaarup, til Politiken.

Louise Frevert skal nu endnu engang stå skoleret for partitoppen og forsøge at rage de racistiske kastanjer ud af ilden.

Ifølge Politiken er Skaarup »træt af sagen, som han havde håbet var lagt død i weekenden«.

– Vi er ikke med på, at ekstremistiske synspunkter sættes i forbindelse med Dansk Folkeparti, siger han, og synes i øvrigt, at Freverts forklaringer »virker forvirrende«.

Farcen Frevert

Spørger man Rasmus Jönsson, der er ekstern lektor i politisk kommunikation ved Roskilde Universitetscenter (RUC) er Freverts udtalelser mere end forvirrende:

– Når en politiker står som afsender af en bog og en holdning, forventes hun selv at have formuleret den. Sagen er ved at udvikle sig til en krisestyringsmæssig farce for Louise Frevert, siger han til gratisavisen MetroExpress.

Politisk isolation

Sagen om Louise Freverts racistiske udtalelser har ikke bare bragt hendes egen partitop i knibe. Også på Københavns Rådhus knager det voldsomt i fugerne. Først krævede SF-København lagt på politisk is:

»Står det til os, så er du ikke en værdig repræsentant for Københavns Kommune i en eneste officiel sammenhæng. Hverken her i byen eller i udlandet, skriver SF i en pressemeddelelse.

Og dernæst slog de Radikales overborgmesterkandidat Klaus Bondam hånden af Frevert:

– Louise Frevert bør ikke få tildelt en borgmesterpost. Med disse udtalelser diskvalificerer hun sig selv som borgmester i København, skriver Bondam på sin hjemmeside.

Anti-arisk hærværk

I de mere aktivistiske kredse har sagen tilsyneladende givet anledning til fornyet engagement mod Dansk Folkeparti. Politiken kunne i sidste uge vise billeder af graffiti på DF’s valgplakater, og i et indlæg på Modkraft.dk følges denne idé op med en decideret brugsanvisning.

Ifølge den anonyme brevskriver minder »partiets hadske politik og sprogbrug (...) om noget, vi kender fra 1930’ernes Tyskland«, og derfor opfordres til at DF’s slogan »Frisk pust over landet« med lidt snilde og en tuschpen ændres til »Arisk pust over landet«.

»Dette gøres ved at trække en sort tusch-streg lige ned fra den øverste del af bogstavet f i frisk = Arisk. Idéen er hermed givet videre: Gå ud med din sorte sprittusch i hånden, og hjælp DF med at rette stavefejlen i deres slogan«, lyder altså opfordringen til at begå ulovligt hærværk mod valgplakaterne.

Af Martin Lindblom/Monsun

Læs pressemeddelelse: »Dokumentation: Frevert lyver«

Læs pressemeddelelse: »Ny dokumentation for Freverts usandheder«

Læs pressemeddelelse: »Dokumentation: Louise Frevert løj i Deadline«

Læs pressemeddelelse fra SF: »Vil Ritt være overborgmester på stemmer fra Louise Frevert?«

Se debatindlægget »DF - Arisk pust over landet«

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce