I Australiens vildmark

Australien, Danmark og 140 andre lande er forpligtet af Menneskerettighedserklæringen fra 1948. Her stadfæstes flygtninges ret til, at »søge og nyde asyl fra forfølgelse i andre lande.« Det betyder, at alle der udsættes for menneskerettighedskrænkelser har ret til at frit forlade deres hjemland, og søge asyl andetsteds.

Fordelingen af verdens flygtninge kan måske virke overraskende med europæiske øjne. De mange advarsler om et Europa, der overrendes af flygtninge, gøres til skamme, da de nyeste FN-tal viser, at kun 19 procent af verdens flygtninge opholder sig i denne verdensdel.

Asien rummer 45 procent af alverdens flygtninge, Afrika 30 procent og USA og Canada fem procent.

Outback flygtningelejre

Men de brede definitioner i internationale konventioner, gradbøjes og fortolkes i de forskellige lande, der betragter flygtninge som en byrde. Danmark har flere gange modtaget officiel kritik, men har afvist at ændre praksis. I stedet er det gentagne gange blevet sværere at søge og opnå asyl i Danmark.

Australien har også påkaldt sig international kritik. Et af de større kritikpunkter har været opbygningen af »Detainee Camps« i vildmarken hundredvis af kilometer væk fra bebyggelse og uden de nødvendig faciliteter til at imødekomme asylansøgernes basale behov.

For alle asylansøgere, der kommer til Australien, skal interneres i ørken-lejrene på tidsubegrænset indespærring.

Da den skrappe asyl-kurs blev indført vakte det ramaskrig blandt organisationer, der arbejder med menneskerettigheder og græsrodsaktivister. men det australske politiske klima er på mange måder lig det danske. Frygten for massiv tilstrømning af asylansøgere, og politikeres udnyttelse af frygten, kan bruges til at legitimere bl.a. opbygningen af ørken-lejrene.

Men flere spektakulære sager har nu forøget kritikken af den australske praksis.

Australier deporteret – fra Australien

Vivian Solon er født på Filippinerne, men giftede sig i slutningen af 1980erne med en australsk mand og fik statsborgerskab der.

Vivian Solon har haft store psykiske problemer og har været indlagt på hospitaler i flere omgange.

I 2001 forsvandt hun. Hun skulle – ifølge politirapporter – have hentet hendes søn i daginstitution, men mødte aldrig op.

I maj 2005 blev det offentligt kendt, hvorfor Vivian Solon forsvandt. I mellemtiden var hendes søn blevet anbragt i en plejefamilie og venner og familie i Australien havde opgivet håbet om at se hende igen.

men den psykisk syge kvinde var blevet deporteret til Filippinerne af de australske myndigheder. Da hun var ude af stand til at redegøre for sine forhold, blev hun betragtet som ulovlig immigrant – og deporteret fra Australien. Uden en grundig undersøgelse, der ville have vist, at hun faktisk er australsk statsborger.

Sagen vakte stort postyr i Australien, da den kom frem i maj måned. Og balladen blev ikke mindre af, at de australske immigrationsmyndigheder allerede blev klar over deres fejltagelse i 2003 – uden at gøre noget ved det.

Fængsel og internering

Men Vivian Solon er ikke den eneste australske statsborger, der har oplevet asylsystemet på egen krop.

I 2004 forsvinder den tyskfødte Cornelia Rau, der også er australsk statsborger.

Den da 38-årige kvinde har i årene før involveret sig med en sekt-lignende gruppe, og det har præget Cornelia Rau voldsomt psykisk. Hun udviser skizofrene træk, hun forsvinder med jævne mellemrum og bringer sig selv i livstruende situationer.

I marts 2004 er Cornelia Rau derfor indlagt på The Manly Hospital i Sydney. Hun forsvinder herfra og ingen hører fra hende.

Cornelia Rau dukker igen op under to andre navne, som hun har fundet på. Hun forsøger at indlogere sig på et hotel uden penge, og derfor kommer hun i kontakt med politiet. Cornelia Rau opgiver ikke sit rette navn, kalder sig »ulovlig flygtning« – og så er sagen klar for politiet.

Hun overføres til et fængsel i Brisbane, hvor en psykiater undersøger hende – men ikke finder, at der er noget galt. På trods af de tidligere diagnoser.

Cornelia Rau sigtes ikke for nogen lovovertrædelse. men hun forbliver i Bribane-fængslet i seks måneder.

Derpå deporteres kvinden til Baxter Detention Centre for asylansøgere. Her forværres hendes psykiske tilstand drastisk. Desværre er den eneste behandling hun modtager, at blive indespærret i en celle størstedelen af døgnet.

De voldsomme symptomer på psykiske lidelser bliver tydelige i Cornelia Raus adfærd. Når hun lukkes ud af cellen græder hun, forsøger at spise jord, flår tøjet af sig og slås med vagterne.

Men stadig tilkalder Baxter Centrets ledelse ikke psykiatrisk hjælp.

I den mellemliggende periode har Cornelia Raus familie eftersøgt hende. Politiet har spredt hendes foto og informationer om hende. Informationer som publiceres på offentlige kontorer og i lokale medier. Men forbindelsen mellem den psykisk syge asylansøger i Baxter Centret og Cornelia Rau blev ikke opfanget.

Men Cornelia Raus medindsatte i centret alarmerede en støttegruppe for asylansøgere og fortalte om den syge kvinde. Støttegruppen publicerede et nødråb – og Cornelia Raus søster genkendte søsterens billede i avisen.

I januar 2005 blev familien genforenet.

Hele livet i asylcenter

To andre aktuelle sager handler om flygtningebørnenes vilkår i de forskellige asylcentre.

Det er bl.a. historien om den 3-årige Naomi Leong, der den 23. maj i år for første gang i hendes liv tilbragte længere tid udenfor Willawood Detention Centre.

Den lille piges første reaktion, da psykologer forsøgte at introducere hendes til en legegruppe med andre børn udenfor centret var positiv. Den 3-årige bad ved den lejlighed om »ikke at skulle tilbage til centret«.

Både Naomi Leong og hendes mor Virginia lider begge af psykiske problemer efter års indespærring. I stressede situationer reagerer pigen f.eks. ved at banke hovedet ind i væggen igen og igen.

Naomi og moderen har nu fået en midlertidig opholdstilladelse. Selvom både premierminister og immigrationsmyndigheder afviser det, er der ingen tvivl om, at det skyldes intens dækning af sagen i først malaysiske medier og dernæst de australske.

»Vi er døde«

Forholdene i asylcentrene i vildmarken er da også under al kritik, mener bl.a. Human Rights Watch og Amnesty International. I en Amnesty-rapport beskriver flygtninge situationen således:

»De sidste to år har vi levet i fængsel uden at have begået noget kriminelt. Støt os og send vores besked ud til hele verden: Vi behøver frihed. det er et behov for alle mennesker.«

En anden flygtning, Ibrahim Ishretiu fortalte:

»Vi kom til det her land, som vi hørte havde rettigheder og frihed. Vi kan ikke tro, hvad der sker med os. Vi har ingen menneskerettigheder. Vi er ligesom dyr. Vi har ikke et normalt liv som mennesker. Vores følelser er døde. Vores tanker er døde. Vi kan ikke smile.«

En afghansk kvinde fortalte til Human Rights Watch, at »selv hvis et fattigt afrikansk land vil modtage mig, vil jeg hellere tage derhen.«

Men børnene er dem, der påvirkes hårdest af vilkårene i asylcentrene. I 2002 skrev

Rachael Reilly , der er talsperson angående asylrettigheder for Human Rights Watch til den australske regering, der havde foretaget små ændringer efter en bølge af kritik:.

»At placere en håndfuld uledsagede flygtningebørn i plejefamilier er en glimrende gestus. Men i hundredvis af børn er stadig i centre placeret i ørkenen, hvor der mangler basale faciliteter som ventilation.«

Af Linda Hansen/Monsun

Immigrationsministeriets regelsæt for at søge asyl i Australien (på engelsk)

Støtteorganisationer for asylansøgere:

Rural Australians for Refugees

Refugee Claimants Support Centre

Oxfam Refugee campaign

Asylum Law, juridisk organisation for flygtninge

Rapporter og dokumentation:

Rapport om asylcentrene i Auistralien fra Human Rights and Equal Opportunity Commision (på engelsk)

Rapport fra Human Rights Watch: »Australia: Deterring Asylum Seekers by Violating Rights«

Tema-side om flygtninge og asyl fra Amnesty International Australien