Annonce

26. august 2005 - 17:36

Fædre fyres for orlov

Indtil 2003 var det en sjældenhed, men så gik det pludselig stærkt: HK behandler i øjeblikket fire sager fra, hvor nybagte fædre enten er blevet chikaneret og mobbet eller har fået sparket fra deres arbejdsplads, fordi de har ønsket at tage barsels- eller forældreorlov. Og flere er på vej. I løbet af de seneste to uger er fire nye sager landet på fagforeningens bord, skriver HK.

En af sagerne er allerede endt med et forlig, men de tre andre er på vej i retten. I en af sagerne kræver en fyret IT-arbejder fra Slangerup erstatning på 315.000 kroner. Han blev fyret, da han ønskede holde 14 dages fædreorlov sammen med sin kone og nyfødte datter.

Andre sager handler om chikane og mobning, hvor fædrene får at vide, at »rigtige mænd holder ikke orlov«, eller mødesmed spørgsmål som »hvorfor lader du ikke konen om det?«.

Retten til orlov er lovsikret, og fyringerne vækker forargelse hos HK’s næstformand, Mette Kindberg:

– Det er meget uheldigt, hvis mændene nu også diskrimineres, men det var til at forudse. Når det sker for kvinderne, måtte det også ske for mændene. Som fagforbund kan vi ikke forhindre, at dårlige arbejdsgivere overtræder Ligebehandlingsloven, men vi rejser altid sagerne, og vi følger dem helt til tops, når det er nødvendigt, siger Mette Kindberg.

Af Martin Lindblom/Monsun

Læs mere hos HK

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce