Annonce

19. august 2005 - 16:15

Bogotá i kvindehænder

Den 1. august 2005 blev 20 kvinder udnævnt til borgmestre for byen Bogotás 20 lokalråd. Den historiske udnævnelse har skabt voldsom debat i Colombia, ikke mindst på grund af de proces, der gik forud for udnævnelserne, skriver Kvinfo.

I fire måneder er omkring tusind kvindelige og mandlige kandidater til millionbyens 20 borgmesterposter blevet vurderet af et panel, der har krydsforhørt kandidaterne om blandt andet deres evner og politiske visioner. I udskillelsens sidste fase blev forhørene endda offentligt transmitteret på tv.

Til det sidste hang et par mandlige kandidater på, men ved den endelige afgørelse blev det kvinderne, der fik fuldt hus. De 20 lokalborgmestre er mellem 25 og 57 år og består blandt andet af advokater, tidligere forretningsfolk, økonomer, revisorer, ingeniører og sociologer.

Lysår fra forandring

– Jeg mener, at udnævnelserne er mere end rimeligt for at få det anderledes lederskab, og den nytænkning, en storby med 56 procent kvinder har brug for, sagde Bogotas magtfulde borgmester Luis Garzón efterfølgende om udnævnelsen.

Den politiske kommentar Augusto Hernández har derimod udtalt sig kritisk:

– Bortset fra det utrolige i at udnævne 20 kvinder til 20 lokalråd, ser det ud som om, at en hensigt om at skabe politisk effekt ved kun at udpege kvinder har vejet tungest i udnævnelserne.

Den colombianske feminist og professor Florence Thomas, der er koordinator for gruppen Kvinder og Samfund på Colombias nationale universitet, opfordrede dog kritikerne til at »slappe af«, og konstaterede, at Colombia er »lysår fra at forandre landets patriarkalske politiske kultur«.

– Der er intet korrupt i disse udnævnelser, der var rene og gennemsigtige for enhver. Kvinderne viste deres evner og vandt ganske simpelt over alle deres rivaler i udskillelsesprocessen – også andre kvinder. Det viser, at når der virkelig er adgang for borgerdeltagelse, så er kvinder for alvor aktive, siger Florence Thomas.

Ifølge Kvinfo har historien fået opmærksomhed i stort set samtlige sydamerikansk medier, der konstaterer, at kønskampen er i live i Sydamerika

Af Martin Lindblom/Monsun

Læs mere hos Kvinfo.dk

Læs mere på Mujeres Hoy (spansk), der bl.a. bringer en liste over borgmestrene

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce