Allerede få timer efter at den tyske Højesteret stadfæstede forbuddet mod minde-marchen for den afdøde top-nazist Rudolf Hess, opstod der spontane nazi-demonstrationer i Berlin.
Sær-lov hindrer Hess-march
Forbudet er et særligt hårdt slag for ikke kun den tyske, men hele den europæiske nazi-bevægelse. Den årlige Hess-march – som sidste år samlede op omkring 4.800 højreekstremister – har siden 2001 fungeret som et fælles samlingspunkt for bevægelsen.
Højesterets dom er overraskende, fordi domstolen de sidste fire år har omstødt lignende forbud og tilladt marchen få dage før, den skulle afholdes.
I dommen afsagt onsdag den 17. august refererer Højesteret til den såkaldte »særlov af 8. maj«. Loven blev vedtaget tidligere i år for at forhindre tyske nazister i at demonstrere i Berlin i forbindelse med 60-året for Anden Verdenskrigs afslutning.
Onsdagens dom er endelig – det er ikke muligt at anke afgørelsen eller få forbudet omgjort inden den 20. august.
»Staten kan ikke løse nazi-problemet«
Forbudet ændrer dog ikke på den planlagte »anti-fascistiske dag« lørdag den 20. august som venstrefløjs-aktivister fra hele Tyskland har planlagt gennem længere tid.
Også budskabet er det samme: Vi tager tager dagen tilbage fra nazisterne – de skal ikke have mulighed for at snige nazisme ind ad bagdøren ved at dyrke, hvad de betragter som en fredens mand, »den gode national-socialist«, Rudolf Hess.
– Vi er selvfølgelig glade for at nazisterne er forhindret i at mødes, men mener også at forbudet er tricky. Vi mener nemlig ikke, at staten kan løse problemet med nazismen. Nazisme er et politisk problem og kan kun løses politisk. Ikke igennem forbud, slår Jonas Tinn fra Avanti fast overfor Modkraft.dk.
Avanti er sammen med en lang række tyske venstrefløjsorganisationer med til at arrangere den »anti-fascistiske dag« i Wundsiedel.
Jonas Tinn opfordrer derfor stadig folk til at demonstrere i weekenden. Og han mener, at det er vigtigt at gå på gaden, også selvom den nazistiske minde-march er blevet forbudt:
– Tonen i diskussionen om Anden Verdenskrig er ved at ændre sig i Tyskland. Højre-ekstremister udfordrer tabuer ved at argumentere for, at de tyske ofre for de allieredes bombeangreb er krigsofre på linie med ofre for Holocaust. Vi ønsker en anden dagsorden, fortæller Jonas Tinn til Modkraft.dk.
Den folkelige og brede paraplyorganisationen »NS-verherrlichung-stoppen« har forberedt demonstration, musik og taler på selve dagen. Og hvis nazisterne vælger at demonstrere i en anden by, vil man ikke flytte teltpælene op og følge efter dem, fortæller Jonas Tinn.
– Vi vil bringe vores egne emner på banen. Ved at ændre dagen fra at være en legeplads for historie-revisionister og højre-ekstremister, tager vi retten til gaderne tilbage samt retten til at fortælle historien om krigen og nazismen.
Trodser grænser, alder og ideologi
Den brede anti-fascistiske modstand er frugten af års arbejde for at vende tidligere tiders frustration over den årlige nazi-march til konstruktiv handling. Arrangørerne i paraply-organisationen »NS-verherrlichung-stoppen« har holdt foredrag og videofremvisning i både Tyskland, og en række andre europæiske lande.
Flere af disse info-møder er blevet angrebet af nazister, hvilket arrangørerne tolker som at nazisterne, modsat tidligere år, føler sig alvorligt truet af venstrefløjens store mobilisering imod deres march.
Beskeden på infomøderne for venstrefløjen har da også været, at denne march er noget specielt. Og derfor har den også fortjent ekstra modstand.
– Marchen har en enorm betydning for det nationale og internationale samarbejde mellem grupper på den ekstreme højrefløj og det nazistiske miljø. Ved at mødes på lige netop Rudolf Hess’ dødsdag og ved hans gravsted i Wundsiedel har de mulighed for at give bevægelsen har et fælles udgangspunkt. I Wundsiedel mødes det yderste højre på tværs af alder, grupperinger, ideologi og grænser, fortæller Jonas Tinn.
Således har repræsentanter fra nazi-grupper i en lang række europæiske lande samt USA og Rusland igennem årene mødtes i skyggen af, hvad de betragter som et mord på en politisk kammerat.
Danske nazister mobiliserer
Også danske nazister har deltaget og forventes igen i år at drage mod Tyskland. Den nazistiske gruppe Dansk Front skriver på deres hjemmeside den 9. august i år:
»Også i år vil der blive mulighed for Dansk Front-patrioter at rejse derned sammen. Vi kører sammen til en by i Nordtyskland, hvorfra vore tyske kammerater vil arrangere videre befordring i bus«.
Om forbudet betyder ændringer i de danske nazisters planer, er endnu uvidst.
Nazist-partiet DNSB i Greve skriver dog på deres hjemmeside: »Rudolf Hess-marchen den 20. august 2005 er foreløbig forbudt, men hold dig rejseklar!«.
Også danske anti-fascister forventes at deltage i den anti-fascistiske dag i Wunsiedel. Tidligere på måneden sendte en række danske organisationer protestbreve til den tyske ambassade i Danmark, hvori de protesterede over den planlagte nazistiske march.
Af Linda Hansen/Monsun
Se hjemmesiden for organisationen »NS-verherrlichung-stoppen« (tysk)
Læs protestbrev til den tyske ambassade fra Foreningen Demos
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96