Annonce

9. august 2005 - 23:58

600 sigtet for terrorstøtte

»... por eso es necesario defender la libertad de expresión, los derechos humanos y la solidaridad internacional.«

Den findes på flere sprog på Oprørs hjemmeside. Opfordringen til at forsvare ytringsfrihed, menneskerettigheder og international solidaritet.

Det er derfor en af Oprørs talspersoner, Patrick McManus, i dag blev anholdt, sigtet og afhørt af politiets afdeling A. Sigtelsen lød på overtrædelse af §114a, den såkaldte terrorparagraf.

Oprørs opfordring er andet end blot ordene. Og sådan har det været siden foreningen begyndte sin medie-, politi- og politikerombruste tilværelse. Opfordringen er til alle organisationer, der er imod lovgivning, der over hele verden går under betegnelsen »anti-terrorlove«.

Og opfordringen er forholdsvis specificeret. Oprør foreslår på hjemmesiden, at man laver en pengeindsamling, hvor folk med både et kontant bidrag og deres navn.

At der laves let tilgængelig information til presse osv. om indsamlingen. Og slutteligt, at en konference vil finde sted i København. Her vil alle de indsamlede midler kollektivt blive overført til befrielsesbevægelser.

Én for alle...

Oprør skriver i deres pressemeddelelse efter sigtelsen:

»Patrick Mac Manus udtaler sig på vegne af en enig forening. Vi

opfatter derfor sigtelsen som en sigtelse mod foreningen og alle dens

godt 600 medlemmer.«

Og der er ingen slinger i valsen angående opfordringen til at andre gør Oprør indsamlingskunsten efter.

»Oprørs internationale appel står vi naturligvis ved.«.

Grundlaget for Oprørs indsamling og opfordringen til andre er ikke kun for at bekæmpe indskrænkelser af demokrati, ytringsfrihed og solidaritet. Retten til at føre frihedskamp, om nødvendigt med våben, er nemlig en ukrænkelig rettighed, mener Oprør.

Foreningens indsamling har da også tilgodeset sådanne befrielsesbevægelser, nemlig FARC i Colombia og PFLP i Palæstina. To grupper, der er stemplet som terrorister af USA og EU.

Oprør skriver:

»EU´s terrorlister og den såkaldte »krig mod terror« forsøger at slå

alle former for modstandskamp over én kam og stemple et væld af

oppositionelle grupper som terrorister. Men frihedskamp er ikke det

samme som terrorisme.«

Jungle eller Frederiksberg have?

Oprør forsøgte ellers sidste år ihærdigt at blive sigtet for indsamling af penge til PFLP og FARC.

Men politiet frafaldt hele sagen, selvom Oprør fastholdt at loven var overtrådt, fordi der var overført penge. Beviset var et billede, hvor smilende medlemmer af FARC – iført trøjer med Oprørs logo – modtager en plasticpose med penge.

Men det blev der ingen retssag ud af.

»Det billede kunne ligeså godt være taget i Frederiksberg Have. For mig at se ligner det ikke nogen, der lige er kommet ud af en sydamerikansk jungle«, sagde kriminalinspektør Ove Dahl fra kriminalpolitiets afdeling A den 5. januar til Danmarks Radio.

Oprørs angreb på terrorlovgivningen antog også bizarre former, da colombiansk sikkerhedspoliti proklamerede, at Oprørs talskvinde Christine Lundgaard slet ikke var Christine Lundgaard.

Christine Lundgaard fra Oprør og den tyske agenhustru Michaela Mauss, der ifølge colombiansk sikkerhedspoliti skulle være én og samme person.Der var nemlig tale om en tysk agenthustru ved navn Michaela Mauss. Den dengang 30-årige Christine Lundgaard blev, ifølge det colombianske sikkerhedspoliti, afsløret som den 45-årige Michaela Mauss af stemmeanalyser, der bl.a. viste, at de to kvinder begge havde problemer med udtalen af bogstavet d.

Colombias regering har reageret meget stærkt på Oprørs udfordring af terrorlovgivning, og Oprørs kritik af det colombianske styre. Blandt andet ved at kræve Christine Lundgaard udleveret til retsforfølgelse i Colombia.

At Oprør krævede den colombianske vicepræsident Santos Calderón anholdt og retsforfulgt, da vicepræsidenten var på besøg i Danmark, stemte ikke det colombianske styre mildere.

Oprør skrev i politianmeldelsen af vicepræsidenten:

»Colombias vicepræsident har medansvar for mord og tortur. Lige som Chiles diktator Pinochet blev tilbageholdt i London, vil vi have Santos anholdt og retsforfulgt her i København. Han har mord på samvittigheden«.

Ifølge flere menneskerettighedsorganisationer, heriblandt Human Rights Watch, udfører dødspatruljerne i Colombia det beskidte arbejde for statens sikkerhedsstyrker, som hører under: Santos Calderón.

Men vicepræsidenten slap for retssagen, afgjorde den danske statsadvokat for internationale retssager. Det skal Danmark ikke blande sig i.

Om retssystemet er mere effektivt mod Patrick McManus og de andre medlemmer af Oprør, vil tiden vise. Oprørs arbejde slutter ikke her. De vil tværtimod have mange flere med.

»Oprør håber, at flere organisationer og enkeltpersoner vil stå frem og

udfordre den kriminalisering af anderledes tænkende som den nuværende

»krig mod terror« fører med sig,« slutter organisationen.

Af Linda Hansen/Monsun

Læs pressemeddelelse fra Foreningen Oprør

Besøg Oprørs hjemmeside

Se Modkrafts dækning af Oprørs aktiviteter:

100.000 kr. sparker gang i terrorlovdebat

Sagen mod »Oprør« droppet

Colombia kræver »respektløs« dansker udleveret

Enhedslisten kræver svar i Colombia-sag

Ingen udlevering til Colombia

Vicepræsident meldt til dansk politi

Ingen retssag mod vicepræsident

Colombia-politi: dansk aktivist er tysk agent

Interview med Christine Lundgaard fra Oprør: Hvem er terrorist i morgen?

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce