Michel Bahus 56 år, Nader Hayak 55 år, Hazar Turki 23 år og hendes søster på 21 år, Dina. Fire israelske statsborgere af arabiske herkomst, der blev dræbt af skud i en bus. Skud affyret af den 19 år gamle Eden Natan-Zada.
Han var deserteret israelsk soldat, der levede skjult i en ekstremistisk bosættelse på Vestbredden.
Eden Natan-Zada blev lynchet af den vrede folkemasse umiddelbart efter skuddene.
Frygten for optøjer og yderligere drab efter skuddene i bussen, har indtil videre vist sig uberettiget. Begravelserne og fredagsbønnen er foregået forholdsvist roligt.
Men skuddene pløjer sig ind i den ophedede debat om rømning af bosættelser i Gaza-striben.
Israels premierminister Sharon har straks taget afstand fra den 19-åriges handlinger. Og Sharon er fast besluttet på at gennemføre tilbagetrækningen af bosættelser fra Gaza-striben. Og fast besluttet på at annektere jord og udbygge bosættelser på Vestbredden samtidig.
Nedskydning var »forebyggende«
I Israel kan højrefløjen inddeles i flere grupperinger. På den yderste højrefløj findes grupper som bl.a. Kach også kaldet Kahane-tilhængere.
Et medlem af Kach, Baruch Goldstein, trængte den 25. februar 1994 ind i en moské i Hebron. Her skød og dræbte han 29 bedende muslimer og sårede 100. Han blev efterfølgende dræbt af ophidsede palæstinensere.
Den 19-årige Eden Natan-Zada, der skød og dræbte fire arabiske israelere, boede efter at have deserteret fra hæren, i bosættelsen Tapuah.
Tapuah forbindes med tilhængere af Kach-bevægelsen, der blev stiftet af den rabiate zionistiske rabbiner Meir Kahane. Kahane blev berygtet for hans ortodokse fortolkninger af hellige skrifter, hans racisme og opfordringer til overgreb.
Kahane-tilhængerne holdes under opsyn af den israelske efterretningstjeneste og omtales i Israel generelt som terrorister.
Men det yderste højre har tilhængere, blandt andet i USA, hvor rabbineren Kahane boede. En del nyhedssider og grupperinger støtter såvel holdninger som terrorhandlinger – som f.eks. nedskydningen af 29 palæstinensere.
Et eksempel er fra den amerikanske side for den nu afdøde doktor Manfred Lehmann, selvudnævnt ekspert i islamisk terrorisme. Han skrev efter angrebet på moskéen i 1994, begået af Baruch Goldstein:
»...at Dr. Goldstein’s handling ikke var et uprovokeret voldeligt angreb, men et forebyggende slag mod en truende arabisk pogrom mod den jødiske befolkning i Hebron.«
»Sharons sadistiske plan«
Også i forbindelse Eden Natan-Zadas nedskydning af fire mennesker, er der klare sympati-erklæringer og hårde angreb på hæren, Sharon og i særdeleshed palæstinenserne, der ifølge de højreekstreme bærer ansvaret.
Den engelsksprogede nyhedsside »Voice of Judea« skriver i deres kommentar til mordene »hvem er den egentlige morder?« og »en 19-årig israelsk soldat blev myrdet og lynchet«.
Flere af samme typer nyhedssider giver premierminister Sharon skylden, på grund af hans plan for at rømme de ulovlige bosættelser i Gaza. En plan, der har medført voldsomme protester fra de ultranationalistiske bosættere.
»Voice of Judea« skriver:
»Eden var ikke andet end en lille brik i et satanisk spil. Eden og dem, han dræbte, var de første ofre i Sharons sadistiske rømningsplan.«
Den 19-årige gerningsmand beskrives i meget positive vendinger:
»Eden’s venner og familie beskriver ham som en genert, venlig og beskeden jøde, der var ved at vende tilbage til de jødiske rødder og som en person, der ikke kunne slå en flue ihjel.«
Det israelske dagblad Haaretz har dog en anden fremstilling af den 19-årige gerningsmand. Til Haaretz siger hans mor:
»Vi tiggede militæret om at tage våbnet fra ham, og han bad også selv om, at de tog den fra ham. Hæren ødelagde min søn. Hæren ødelagde mit liv.«
Moderen frygtede, at hendes søn ville anvende hans våben eller give det til andre, der ville bruge det.
På hjemmesiden dedikeret til rabbineren Kahane, lægges der ikke fingre imellem i diskussionen om nedskydningen af de fire og efterfølgende lynchning af den 19-årige.
En person skriver, at »det er så trist, at han kun evnede at eliminere fire af dem og at han mistede sit eget liv.« Andre debattører tager afstand fra mordene eller mener, at den israelske efterretningstjeneste står bag.
Ofrer Gaza, får Vestbredden?
Planen om at rømme de jødiske bosættelser i Gaza-området, har længe bragt sindene i kog blandt bosætterne. Demonstrationer og forsøg på at trænge ind i Gaza har lagt beslag på store dele af de israelske sikkerhedsstyrker.
Mens USA’s præsident Bush og FN’s formand Kofi Annan roser Sharon for at rømme Gaza og støtte fredsprocessen, udbygges bosættelserne på Vestbredden.
Vestbredden er på mange måder mere betydningsfuld, fordi Jerusalem, som både palæstinensere ogiIsraelere gør krav på, ligger her. Desuden er Vestbredden geografisk meget større.
Vestbredden udgør 5.879 kvadratkilometer, mens Gaza-striben kun er 378 kvadratkilometer.
Sideløbende med udbyggelserne af bosættelserne på Vestbredden, færdigbygges også den mur, der ifølge den israelske regering skal forhindre selvmordsangreb i Israel. Muren annekterer i praksis store dele af palæstinensiske landbrugsjord, og adskiller palæstinensiske byer fra hinanden.
Af Linda Hansen/Monsun
Læs mere om Kach-bevægelsen i Haaretz (engelsk)
Læs »De fem knudepunkter« om fredsforhandlingerne mellem palæstinensere og israelere på Modkraft .dk
Læs interview med israelsk venstrefløjsaktivist om Gaza-planen på Indymedia
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96