Chavez’ balancegang

I Venezuela foregår i disse år sker store sociale reformer med præsident Hugo Chavez i spidsen. Men det er kompliceret at skabe og finansiere en social revolution, der tager højde for alle befolkningsgruppers behov.

Et eksempel er kuludvindingen.

Chavez´ kamp for at kunne finansiere revolutionen møder modstand i provinsen Zulia, som betegnes som den fattigste provins i Venezuela. Den hovedsageligt indianske befolkning i denne provins føler ikke at der tages hensyn til deres behov i en ny plan for øget kuludvinding i området.

Eksemplet afspejler konflikten mellem forøget kuludvinding, som vil tilføre landet vigtige indtægter for en videre udvikling af den Bolivarianske Revolution, som indbefatter demokratisering og omfordeling. Og på den anden side truer selv den nuværende kuludvinding indianersamfundenes livsgrundlag, deres mulighed for at dyrke jorden.

Hvis planen for yderligere kulminedrift bliver gennemført, vil det ikke blot komme til at true indianernes livsgrundlag, men den vil også få fatale konsekvenser i den biologisk rige natur i området.

Vand til kul eller mennesker

Zulia er den mest vestlige del af Venezuela og har et indbyggertal på omkring 2,5 millioner. Hovedstaden i Zulia hedder Maracaibo og ligger ved Maracaibosøen, som munder ud i den Venezuelanske golf.

Den nuværende vandforsyning til Maracaibo og forskellige provinser omkring denne er afhænginge af blot to vandreservoirer, Tulé og Manuelote, som igen er afhængige af forsyning fra floderne Cacharí og Socoy.

Både floder og reservoirer ligger i de ressourcerige bjerge Sierra de Perijá.

I staten Zulia finder man også nogle af de fattigste befolkningsgrupper i Venezuela, nemlig indianersamfundene Barí, Yukpa og Wayúu. Disse indianersamfund er stærkt afhængige af deres jorder og de naturlige ressourcer, der findes i området. Det samme er beboerne i landsbyerne Mara og Paez, hvor man er begyndt at kunne mærke manglen på vand.

Der er ikke mangel på vand i Zulia, men man har fundet kul og det vand, som beboerne før drak, bliver nu inddraget i kulproduktionen og bliver dermed forurenet.

Chavez og de multinationale

Der er masser af kul i Zulia. 80 % af al kul, der udvindes i Venezuela kommer fra de to kulminer i Zulia, Mina Norte og Mina Paso Diablo.

Hvert år udvindes der her otte millioner tons kul. Det er her regeringen har besluttet at forøge udvindingen til 36 millioner tons om året. Det skal foregå i et samarbejde mellem den statsejede virksomhed, Carbozulia, og multinationale selskaber, såsom Peabody Energy, som er den største kuludvindingsvirksomhed i Verden, samt Chevron Company, som begge har købt sig ind i kulminerne.

Udvidelsesplanerne rækker endnu videre, for at kunne udvinde og transportere så meget kul, skal der både bygges en ny havn, som skal have navnet Puerto América, og en jernbane til at transportere kullet fra minerne til havnen. Dertil kommer et kraftværk, der kan servicere både den nye havn, minedriften og hele provinsen Zulias elektricitetsbehov.

Projektet, som vil generere profit til både statskassen de multinationale selskaber, kommer til at koste omkring 1.3 milliarder $.

Det er et kæmpe projekt, som vil give ressourcer til en region, der indtil nu kun har oplevet en ringe udvikling.

Indtægter, man vil få gennem beskatning af minedriften, kan hjælpe til med at genopbygge infrastrukturen i de fattigste dele af Zulia.

Eksempelvis i regionen Mara, som har alvorlige problemer med dårlig kloakering. Kloakvandet løber i perioderne med meget regn ud i gaderne og over i det rene vand. Uden rent vand til så basale behov som til drikkevand, vaskning og madlavning er smitsomme sygdomme et udbredt problem i Mara hvert år.

Luis Caldera, som er nyvalgt borgmester i San Rafael del Mojan, erkender problemerne og har højtideligt lovet at ordne dem eller at forlade posten som borgmester.

Det er et løfte som er afhængigt af regeringens budget og dermed dennes indkomster, for det er hovedsageligt regeringen, som skal bevilge midlerne til provinsen. En regering, som er afhængig af indtægter på olie og kul.

Produktion versus økosystemer

Med det storstilede projekt til udvidelse af kulproduktionen, de medfølgende arbejdspladser og indtægter til regionen, burde man tro at beboerne ville være glade.

Men det er ikke tilfældet. Allerede den nuværende minedrift tærer meget på naturressourcerne og i områder i udkanten af Zulias hovedstad Maracaibo får beboerne tilført vand to gange om ugen. Mange steder i Zulia får landsbyerne, på trods af gode vandressourcer, tilført vand fra lastbiler måske to gange om måneden.

Coribell Nava, der er biolog og lærer på Venezuelas Bolivarianske Universitet i Maracaibo, siger at forøget minedrift vil betyde en destruktion af det omkringliggende miljø i de biologisk rige bjerge i Sierra de Perijá og at bjergene er en livsvigtig kilde for vand til Zulia.

Nava har også sagt at »minedriften forurener vandet gennem dumpning af affald, der gør vandet syreholdigt, hvilket gør det dødbringende for levende organismer. I bund og grund ødelægger det økosystemet.«

Men det er ikke kun kul i sig selv, der berører floderne og dermed vandreservoirerne, men også afskovningen, som forekommer omkring vandforsyningerne i bjergene Sierra de Perijá, der en del af kulminedriften: »Fældningen af uberørt skov vil også komme til at berøre vandreservoirerne, da regnen, hvis der ingen træer og rødder er til at holde på jorden fra de omkringliggende bjerge, bogstavelig talt vil skylle jordbunden direkte ned i vandreservoirerne.«

Vrede indianere

Blandt de indianske befolkningsgrupper, som generelt støtter Chavez, er der vrede og bekymring for hvad projektet vil betyde for deres liv.

I kulmineregioner som f.eks. Mara er konflikten mellem kul og vand blevet kogt ned til valget mellem rent vand eller regional udvikling.

For mange indbyggere i Mara, som til stadighed er afhængige af drikkevand fra lastbiler to gange om måneden, er vand vigtigere end olie og kul.

Det er en problematik, der kommer til at bide sig selv i halen, for hvis man forøger kulproduktionen, er der midler til forbedringer af kloakering, så indbyggerne ikke konstant bliver syge af den mangelfulde tilgang til rent vand.

Og Carbozulia, den statsejede kulvirksomhed, har tilbudt at donere asfalt til en udvikling af det regionale vejsystem. Til gengæld vil en forøgelse af kulminedriften betyde at indbyggerne fuldstændigt mister tilgangen til rent vand og derfor bliver gjort afhængige af lastbiler, der kommer med vand til provinsen måske en gang om ugen.

Som den unge indianer, 20-årige Desirée Reverol, der bor i Maras hovedstad San Rafael del Mojan, siger:

»Vi kan leve uden kul og olie, men vi kan ikke leve uden vand«.

Lederen for 32 indianersamfund Cesáreo Panapaera fortæller, hvordan minedriften har fået konsekvenser for deres liv i form af forurening og sygdomme og konstaterer:

»De ødelægger vores landbrug, de vil smadre vores land og de vil fortsætte med at ødelægge vores liv.«

Det er nemlig ikke kun naturen der tager skade, for også menneskene kan risikere at blive syge af kuludvindingen.

Biologen Nava fortæller, at »ligesom floderne bliver forurenet med svolvsyre, hvilket sker, når kul kombineres med vand, vil denne proces også ske i menneskets lunger, hvilket kan føre til en sygdom kaldet pneumokoniose«.

Pneumokoniose, også kaldet støvlunger, er en sygdom, der kan medføre lungekræft.

Miljøaktivister på barrikaderne

Miljøaktivister i Venezuela er også utilfredse over planerne.

De påpeger at omkostningerne ved kulminedriften vejer tungere end den økonomiske fordel, som det vil tilføre staten.

»Kul repræsenterer for tiden kun 0.02 % af indtægterne til regeringen,« siger Lusbi Portillo, som er professor i logik ved Zulias Universitet og overhoved i NGO-gruppen Homo Et Natura, og fortsætter:

»Kul er ikke særlig betydningsfuldt i termer om økonomisk produktion, men er vigtigt for andre lande som USA, der forbruger mere en 900 millioner tons kul om året«.

Portillo påpeger samtidig, at »kulminedriften tjener ikke Venezuelas eller Zulias interesse. Det tjener interesserne for de multinationale firmaer, som allerede opererer i landet.«

Portillo indrømmer dog også, at tilbuddet om øget kulproduktion i Venezuela kan være et attraktivt tilbud for landet og det ville være svært at afvise en forøgelse af produktionen, når de multinationale firmaer presser på.

Mange af dem, der er imod kulplanerne støtter Chavez´ og hans sociale programmer, som er en del af den bolivarianske platform.

Imidlertid siger de samme personer fra indianersamfundene i bjergene omkring kulminerne, folk fra Zulias Universitet og selv folk fra Chavez´ egen miljømyndigheder, at man ikke har råd til de miljømæssige omkostninger ved regeringens storstilede udviklingsprojekter for kul.

»Hvis kulmineprojektet fortsætter vil de økologiske omkostninger blive katastrofale«, siger Herencia Gonzales, der er leder for det regionale institut Hidrovén, som er regeringens vandmyndighed.

Hun besøgte sidste år kulminerne i forbindelse med operationer i bjergene og fortæller at hun var chokeret over hvad hun så:

»Jeg kunne ikke tro mine egne øjne«, siger hun.

»Er det værd at ødelægge vores naturarv og vores vand for kul«, spørger hun retorisk.

Mellem regering og institutioner

Konflikten mellem bevarelse af miljøet og kuludvindingen er meget tydelig mellem den nationale regering og dennes institutioner.

De to institutioner er nemlig ikke enige, når det kommer til spørgsmålet om en forøgelse af kulminedriften.

Mens viceministeren for Miljøbevarelse, José Luis Berroteran, er imod yderligere kuludvinding i Sierra de Perijá, mangler Miljøministeriet helt at forbyde kulminedriften langs de floder, der forsyner vandtilførslen til over en million folk i Zulia.

En anden problematik er at beregninger har vist, at de to kulminer i Zulia har kulreserver på mindst 400 millioner tons, hvilket betyder at man ved den nuværende udvinding af kul på otte millioner tons om året vil have udtømt kulressourcen i løbet af 50 år.

Hvis man tredobler denne udvinding, vil der gå omkring 12 år, før ressourcen er udtømt, hvis beregningerne holder stik.

Efter henholdsvis 12 eller 50 år vil man så stå med et naturområde, der er tømt for værdi; både den der kan sælges men også den, der er usælgelig men ikke desto mindre vital for opretholdelsen af liv i området. Til gengæld vil man have et kæmpe anlæg for udvinding af kul og dertil hørende transport og shippingmulighed for samme, der vil være ubrugeligt.

Revolution med omkostninger

For tydeligt at kunne se interesserne i hele denne problematik er det nødvendigt at have øje for Chavez´ sociale projekt i landet, også kaldet den Bolivarianske Revolution.

Venezuela har hårdt brug for investeringer og mere produktion i landet for at kunne finansiere den revolution og dermed alle de sociale reformer, som i øjeblikket bliver søsat i Venezuela. Blandt dem kan nævnes et gratis sygehusvæsen, bekæmpelse af analfabetismen, mulighed for uddannelse til alle, jordreformer for de jordløse bønder, forhøjelse af mindstelønnen fra 130.000 bolívares, som svarer til 3900 kr., til 470.000 bolívares om måneden.

Til at finansiere disse tiltag har Chavez indtægterne fra Venezuelas store olieressourcer, men olien er en udtømmelig kilde, og der er brug for andre indtægter.

Her kolliderer de nationale behov med de lokale, konflikten mellem behovet for udvikling og indtægter til landet kolliderer med indianernes basale behov, som for eksempel vand og mulighed for at dyrke jord.

Derfor ser man den ene demonstration efter den anden der udgår fra indianersamfundene.

Disse foregår dog ikke uden blandede følelser, for indianersamfundene er trofaste tilhængere af den venstreorienterede Chavez, hvilket man så under protester i Caracas, hvor mange havde røde tørklæder med slogans for regeringen på hovedet. Disse tørklæder blev også brugt op til afstemningen i august sidste år om hvorvidt Chavez skulle fortsætte som præsident eller ej.

Senest har der været en stor demonstration i hovedstaden Caracas, hvor indianerne fra Zulia rejste til for at demonstrere foran præsidentpaladset Miraflores. Parolerne til denne demonstration var klare:

»Landet og revolutionen glider ud af hænderne på os!«

»Nej til udnyttelse af kul, nej til Puerto América«

»Ja til vand og til indianernes jorder!«

Lederen for 32 indianersamfund, Cesáreo Panapaera, sagde i denne forbindelse: »Vi vil have regeringen til at høre på os. Vi vil ikke have kul. Her er vores buer og pile, vi vil bruge dem imod minearbejdere, hvis de prøver at komme ind på vores jord. Og hvis vi må dø kæmpende for vort land, vil vi dø!«

Som lederen fra NGO-gruppen Homo et Natura, Lusbi Portillo, konstaterer, er den eneste udvej for aktivister og indianere for at stoppe minedriften nu en direkte indgriben fra præsidenten selv: »Kun Chavez kan tage affære«.

Men det er risikabelt at kritisere Chavez, der i forvejen er under konstant angreb fra forskellige sider, ikke mindst fra USA.

Den Bolivarianske Revolutions modstandere, som arbejdsgivere, store jordejere og multinationale selskaber, kan tænkes at ville bruge kritikken til at stoppe revolutionen.

Hvordan Chavez løser revolutionens dilemmaer, vil tiden vise.

Af Maria Nielsen

Læs meget mere på Venezuela Analysis (på engelsk)