Annonce

27. juli 2005 - 17:04

»Politisk feriekuller«

Et stort flertal i Folketinget går tilsyneladende ind for at tage kontanthjælpen fra grønlændere bosat i Danmark, hvis de ikke taler tilstrækkeligt godt dansk til at få et arbejde.

Den slags krav stilles ellers ikke til folk, der er født med dansk statsborgerskab, kun til indvandrere og flygtninge. Og forslaget har da også fået politikere i begge ender af den politiske skala op af stolen.

Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører, Jørgen Arbo-Bæhr, kalder forslaget »menneskefjendsk« og et »resultat af politisk solstik og feriekuller«.

For en sikkerheds skyld har Arbo-Bæhr i dag rettet henvendelse til beskæftigelsesminister, Claus Hjort Frederiksen (V) med følgende spørgsmål:

»Ministeren bedes kommentere forslaget om, at det skal være muligt at fratage grønlændere, bosat i Danmark, kontanthjælpen, hvis de ikke taler godt nok dansk – og i forlængelse af det om man kunne forestille sig noget tilsvarende for f.eks. bornholmere bosat på Nørrebro i København, københavnere bosat i Møgeltønder, eller vestjyder bosat i Valby.«

Grønlændere er ikke indvandrere

I den anden side af Folketingssalen er der også undren over forslaget. Venstres retsordfører og medlem af den dansk-grønlandske selvstyrekommission, Birthe Rønn Hornbech tager ifølge Ritzaus Bureau stærkt afstand fra forslaget:

– Jeg må i hvert fald lægge stærk afstand til den holdning, at grønlænderne skulle behandles som indvandrere. Alle danskere, grønlændere og færinger er naturligvis ligestillede i Rigsfællesskabet, siger Birthe Rønn Hornbech, der flere gange tidligere har kritiseret forslag fra både sit eget parti og regeringspartnerne.

Venstres arbejdsmarkedsordfører, Jens Vibjerg kan derimod godt forestille sig noget lignende.

– Det er vigtigt, at de kan dansk, når de er her i landet, så det er måske en vej. Det får mig ikke til at løbe skrigende bort, selv om jeg selvfølgelig har brug for at vurdere forslaget nærmere, siger Jens Vibjerg til Ritzau.

»Kynisk misbrug af grønlandske tabere«

Ikke overraskende er Folketingets to grønlandske medlemmer rasende over sprogkravet.

Lars-Emil Johansen fra det socialdemokratiske Siumut kalder det ifølge Ritzau for »kynisk misbrug af grønlandske tabere i Danmark«, og mener at forslaget er grundlovsstridigt.

Kuupik Kleist fra det venstreorienterede parti Inuit Ataqatigiit (IA) kalder forslaget »uacceptabelt«.

– Der er tale om danske statsborgere, som tilfældigvis ikke taler dansk. Bliver det til virkelighed, fratager et flertal i Folketinget os de rettigheder, vi har som danske statsborgere, siger han til Ritzau.

S: Skal gælde for alle

Socialdemokraternes integrationsordfører, Anne-Marie Meldgaard, mener at kritikken er helt misforstået. På Socialdemokratiets hjemmeside afviser hun kritikken fra bl.a. Birthe Rønn Hornbech:

– Vores ærinde i denne sag har været at give grønlændere, som er bosat i Danmark, og som er på kontanthjælp, nogle bedre muligheder for at komme ud på arbejdsmarkedet. Og hvis det indebærer, at de skal have forbedret deres danskkundskaber, mener vi, at samfundet skal stille undervisningstilbud til rådighed.

– Men vi vil også gerne understrege, at uanset om det er danskere, indvandrere eller grønlændere, som er bosat i Danmark, og som er på kontanthjælp og ikke har andre sociale problemer end ledighed, så vil vi ligestille alle grupper og insistere på, at de bliver aktiveret på arbejdsmarkedet med de krav og rettigheder, som er gældende i dansk lovgivning, siger Anne-Marie Meldgaard.

Socialdemokratiets forhenværende formand, Mogens Lykketoft, blev pudsigt nok gift på Grønland i forgårs.

Af Martin Lindblom/Monsun

Læs Enhedslistens pressemeddelelse på Modkraft

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce