»Jeg har ikke haft kendskab til noget årligt nytårslotteri i Udlændingestyrelsen og heller ikke gratis cirkusbilletter«.
Sådan lød den skråsikre afvisning fra tidligere integrationsminister Bertel Haarder (V) i TV2 Nyhederne søndag aften. Men det passer ikke.
Både Ekstra Bladet og Berlingske Tidende skriver efterfølgende, at Haarder som nyudnævnt integrationsminister selv deltog i det udskældte lotteri i januar 2002, hvor han endda holdt tale for Udlændingestyrelsens medlemmer.
Konfronteret med afsløringen indrømmer Bertel Haarder at have haft »en ualmindelig grim grøn vase med, som jeg havde fået foræret af en diplomat. Det hele var en spøg, kunne jeg forstå«, lyder det fra den daværende integrationsminister til Berlingske Tidende. Og så husker han i øvrigt ikke meget andet om den pågældende aften.
Kræver undersøgelse af »kaos«
De vedvarende om modstridende historier om gaver i Udlændingestyrelsen får nu Enhedslistens udlændingeordfører Jørgen Arbo-Bæhr til at stille nye spørgsmål om integrationsministeriets kendskab til forholdende i styrelsen.
– Når Bertel Haarder har kendt til gaveregnen i udlændingestyrelsen, så har det jo ikke været helt ubekendt for integrationsministeriet. Spørgsmålet er bare, hvem, der har vidst hvor meget?
– De svar, vi indtil nu har fået fra Rikke Hvilshøj er ikke tilfredsstillende, og redegørelsen fra udlændingestyrelsen giver heller ikke svar, udtaler Jørgen Arbo-Bæhr i en pressemeddelelse.
Ifølge Enhedslisten er den eneste måde at nå til bunds i »udlændingestyrelsens kaos«, at der gennemføres en uvildig undersøgelse af både sagsbehandlingen i Udlændingestyrelsen og af ministeriets kendskab eller mangel på samme til sagerne.
– Jeg har bedt ministeren om en redegørelse på et samråd i integrationsudvalget, og inden da må hun svare på, om den tidligere minister, Bertel Haarder, aldrig har videregivet sit kendskab til gaveregnen i udlændingestyrelsen, siger Jørgen Arbo-Bæhr.
Af Martin Lindblom/Monsun
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96