Mens bilen brændte

Det officielle Danmark var i chok over brandanslaget mod integrationsministerens bil, og de slagkraftige overskrifter dominerede. Det forhindrede dog ikke, at praksis i forhold flygtninge og indvandrere i Danmark i de dage var »business as usual«.

Samtidig med at både politi og pressen jagtede nye spor i sagen om »Aktionsgruppen Grænseløse Beate«, blev den 40-årige syriske kurder Mohammad i al stilhed sat på et fly til Syrien, hvor han angiveligt står overfor en dødsdom.

Og han er ikke den eneste syrer, der netop i de ophedede brandstifter-dage oplevede den danske asylpolitik på egen krop.

Også den 18-årige syrisk dreng, John, der går på Nordsjællands Efterskole, modtog besked fra Rigspolitiet om, at han hurtigst muligt skal sættes på et fly til Syrien. John har aldrig boet i Syrien, og da han er konverteret fra islam til kristendommen, risikerer han efter alt at dømme at blive udsat for æresdrab, mener kritikere af udvisningen.

I modsætning til 40-årige Mohammad, der ifølge Modkrafts oplysninger er anklaget for mord i Syrien, er der mange danskere, der har protesteret over udvisningen af John.

Samtlige elever på Nordsjællands Efterskole afholdt fredag en protestaktion mod udvisningen; 315 præster, provster og biskopper har skrevet under på en appel om, at han bør få opholdstilladelse, og på Christiansborg har Enhedslisten bedt integrationsminister Rikke Hvilshøj om at forklare baggrunden for Udlændingestyrelsens afgørelse.

Syrien dræber

At man meget nemt kan miste livet i Syrien, er de danske myndigheder næppe i tvivl om. Siden bombedrabet på den tidligere libanesiske premierminister Hariri i februar, har omtalen og afsløringerne af det syriske regimes brutalitet præget de vestlige medier.

Så sent som den 13. juni bragte flere danske medier historien om, at »Syrien dræber stadig sine modstandere i Libanon«, som det hed i Politikens udgave.

Ifølge den amerikanske regering – som den danske regering sjældent erklærer sig uenig med – har Syrien en decideret hit-liste over politikere og meningsdannere i nabolandet Libanon, der skal likvideres.

At det forholder sig tilsvarende i selve Syrien, tvivler de færreste på. Men det forhindrer altså ikke de danske asylmyndigheder i at producere afslag på afslag til syrere, der søger asyl.

»Forråelse af regler og politisk tankegang«

En anden sag om syrere, der har haft en vis bevågenhed, er udvisningen af de to søstre Linda og Sally Eid. I et indlæg i Politiken den 11. juni, redegjorde generalsekretær i Kirkefondet, Kaj Bollmann, for sagen om de to kvinder. De forsvandt for tre måneder siden efter ankomsten til Syrien, hvortil fire danske betjente havde ledsaget dem.

Kvinderne har aldrig boet i Syrien. Den eneste de kender, er deres far, der vil tvangsgifte dem til to af sine forretningsforbindelser. I Danmark er deres mor nu gået under jorden, fordi myndighederne også ville udvise hende. Hun skulle imidlertid ikke følges med sine døtre, men tvinges til Pakistan, hvor hun ikke har boet siden sin barndom.

I sit indlæg skriver Kaj Bollmann om frygten for, at sagen snart vil være glemt af andre end søstrenes venner, og skriver endvidere, at sagen generelt dokumenterer »den forråelse af regler, administration og politisk tankegang, der er sket på området«.

Og ligesom »Grænseløse Beate«, der i sin aktionserklæring kaldte statsminister Anders Fogh Rasmussens undskyldning for udlevering af jøder under Anden Verdenskrig for »skamløst hykleri«, henviser Kaj Bollmann – uden nogen sammenligning med brandstifterne i øvrigt – til situationen i 1940’erne:

»Skal vi om 70 år se tilbage med samme skam som den, der i dag omfatter behandlingen af de jødiske flygtninge fra Tyskland i 30’erne«, lyder generalsekretærens retoriske spørgsmål.

Det iranske mareridt

Men selvom det i den seneste tid primært har været syriske flygtninge, der har været i fokus, er den stramme danske asylpolitik ikke ligefrem forbeholdt denne nationalitet.

For få uger siden var der endnu engang blæst om udvisningen af en iransk flygtning, der skulle tvinges tilbage til Teheran. Udvisningen blev mødt af protester fra såkaldte deportationsmodstandere, der flere dage i træk aktionerede i Kastrup Lufthavn, og den megen opmærksomhed var medvirkende til, at den udviste iranske mand fik mulighed for at søge asyl i Holland, hvor hans »deportationsfly« mellemlandede.

Netop de mange udvisninger til det iranske regime, der er kendt for massiv politisk undertrykkelse, kønsapartheid, omfattende tortur og offentlige henrettelser, har adskillige gange ført til både protestaktioner og politiske skandaler.

En af de mere kendte er den såkaldte Ashkan-sag, hvor en 18-årig dreng indsmurt i blod efter et selvmordsforsøg, blev tvunget ombord i et fly til Teheran, hvor han blev anholdt og efterfølgende tortureret.

Først efter to år lykkedes det ham atter at flygte fra Iran, og ad omveje vende tilbage til Danmark, hvor hans familie i mellemtiden havde fået asyl.

Senest er en videooptagelse af en offentlig henrettelse af tre unge mænd i byen Khoramabad i det vestlige Iran blevet smuglet ud af landet af en iransk oppositionsgruppe, og vist for den inter-parlamentariske gruppe »Friends of a Free Iran« i EU-Parlamentet.

Flere stramninger

Intet tyder dog på, at hverken dette eller andre gruopvækkende eksempler på det iranske regimes brutalitet, får flygtningeministeren til at skifte kurs i forhold til iranske asylansøgere.

Tværtimod har integrationsminister Rikke Hvilshøj netop »taget godt imod Dansk Folkeparti og dets krav om stramninger i den integrationsplan, som regeringen fremlagde for en måned siden«, som Politiken skrev den 13. juni.

Selvom integrationsplanen lægger op til en række konkrete stramninger på integrationsområdet, er det slet ikke nok for Dansk Folkeparti, der ligefrem kalder udspillet for »slapt på mange punkter«.

Kort sagt kræver Dansk Folkeparti øget adgang til udvisninger af asylsøgere, der enten overtræder dansk lovgivning eller ikke i tilstrækkelig grad viser vilje til integration.

Voldsramte kvinder udvises

Endelig bragte den seneste uge på offentliggørelse af en ny rapport, der viser, at Danmark udviser langt flere voldsramte kvinder end for eksempel Sverige og Norge.

»Det skandinaviske syn på ligestilling« som den parlamentariske højrefløj ofte fremhæver som en modsætning til andre kulturers kvindeundertrykkelse, har altså svært ved finde fodfæste i regeringens konkrete politiske praksis, viser rapporten fra Center for Ligestillingsforskning ved RUC, der er udarbejdet som led i Nordisk Ministerråds program for køn og vold.

Rapporten afdækker, hvordan voldsramte minoritetskvinder havner i situationer, hvor de kan vælge enten at blive i det voldelige forhold indtil de kan opnå permanent opholdstilladelse eller at forlade den voldelige ægtemand og håbe på, at de bliver én af de få udvalgte, som undgår hjemsendelse. »Begge dele potentielt med livet som indsats«, som det hedder i en pressemeddelelse fra Center for Ligestillingsforskning.

Ifølge Diana Højlund Madsen fra Center for Ligestillingsforskning har Danmark »den mest restriktive lovgivning på området«, og umiddelbart tyder intet på, at regeringen vil gøre noget for de udsatte kvinder.

Elsebeth Gerner Nielsen fra det Radikale Venstre, er ordfører på et forslag om større sikkerhed for voldsramte og udvisningstruede kvinder, som ved førstebehandling i Folketinget blev afvist af regeringspartierne og Dansk Folkeparti.

– Den danske stats holdning til disse sager er med til at fastholde kvinderne i en ydmygende og underordnet position. Det er ikke en moderne retsstat værdig, udtaler Elsebeth Gerner Nielsen til dagbladet Politiken.

Ifølge Politiken har integrationsminister Rikke Hvilshøj endnu ikke læst rapporten.

Af Martin Lindblom/Monsun

Læs Kontradoxa-kommentaren »Tro, pænhed og selvfed konsensus«

Læs Modkraft-historien »Hjem til tortur«

Læs Nordisk Råds rapport om »Køn og Vold« (pdf)

Hør DR’s dokumentarudsendelse om den iranske flygtning Ashkan

Læs mere om Linda og Sally Eid på hjemmesiden lindaogsally.dk

Besøg hjemmesiden flygtninge-i-fare.dk