Annonce

13. juni 2005 - 14:13

Revolution i Bolivia

I sidste uge valgte præsident Carlos Mesa at gå af efter flere ugers protester. Mesa blev selv indsat for at løse problemerne, da den tidligere præsident blev væltet i oktober 2003.

Præsidentposten overtages midlertidigt af højesterets præsident, Eduardo Rodriguez, indtil der kan holdes valg.

Kravet om et hurtigt nyvalg har været afgørende for blandt andet det stærke, venstreorienterede oppositionsparti MAS, der spiller en vigtig rolle i konflikten.

Arbejdere, bønder og fattige har i ugevis belejret gaderne i Bolivias hovedstad La Paz, og krævet olie- og gasindustrien nationaliseret i Sydamerikas fattigste land.

Indianere kræver ny forfatning

Den 8. juni mødtes 150 repræsentanter for 60 organisationer til det første møde for Originaria-folkets nationale forsamling i Bolivia. »Originaria« refererer til de »originale« indbyggere i landet før den spanske kolonisering, altså det oprindelige folk.

Her slog de blandt andet fast, at de vil skabe egne forsynings-, forsvars-, presse- og politiske komiteer, hvis formål er at garantere succesen for det organiserede folks organisationer.

Desuden erklærede de, at de vil modstå alle manøvrer fra den herskende klasse, hvad enten det er gennem en ny forfatning eller gennem valg forbundet med de gamle politikere.

Oliefelter besat

For at læggge yderligere pres på regeringen besatte indianerne syv oliefelter, der tilhører BP og det spanske Repsol. Desuden blev en olierørledning på grænsen mellem Bolivia og Chile besat og olien til den chilenske havneby Arica blev afbrudt.

Dagen efter blev en minearbejder dræbt af skud fra militæret, der forklarede hændelsen med at de demonstrerende kastede med dynamitstænger, da de forsøgte at bryde igennem en vejspærring.

Kravet om nationalisering af naturgassen er imidlertid blevet mødt med et modkrav om selvstyre fra den mere velstående provins Santa Cruz. Provinsen, der rummer størstedelen af landets olie- og gasforekomster, vil forhindre, at indtægterne deles med resten af landet.

Af Michael Styrk/Socialistisk Standpunkt

Se dansk referat fra Originaria-folkets nationale forsamling hos Socialistisk Standpunkt

Læs også artiklen »Revolution i Bolivia: Al magt til folkeforsamlingen«

Følg udviklingen på narconews.com (engelsk)

Læs »Blog from Bolivia« på The Democracy Center (engelsk)

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce