Annonce

17. maj 2005 - 16:45

Kuwaits kvinder kan stemme

Massive klapsalver fra tilhørerrækkerne rungede i det kuwaitiske parlament umiddelbart efter den historiske indførelse af stemmeret for landets kvinder. Udenfor parlamentet tudede bilhorn, og folk dansede i gaderne, skriver BBC.

Den nye lov giver kvinderne opstillings- og stemmeret til parlaments- og lokalvalg, og de er allerede igang:

– Vi gjorde det. Det her er historie. Vores mål er parlamentsvalget i 2007. Jeg starter min kampagne i dag, udtaler aktivisten Roula Dashti til BBC.

Lovforslaget blev sidst fremsat i 1999, men blev dengang afvist.

Det eneste kvindernes valgret tilsyneladende er begrænset af, er at kvinderne skal overholde islamisk lov, når de stemmer og stiller op. Præcis hvad det betyder, er der ikke nogen, der ved endnu, men umiddelbart gættes der på kønsopdelte stemmebokse.

Både USA og FN har udtrykt glæde over den politiske beslutning, der har efterladt Saudi Arabien som det eneste land i Mellemøsten, der endnu ikke har indført stemmeret for kvinder.

Af Martin Lindblom/Monsun

Læs mere på BBC (engelsk)

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce