En udvisning af en iransk flygtning, der to dage i træk resulterede i blokade og demonstration i Kastrup Lufthavn, fortsatte med at præge København onsdag aften.
Omkring 100 aktivister gik på gaden for at lufte deres utilfredshed med den danske asylpraksis og udvisningen af iraneren.
Politiet var mødt talstærkt frem og det kom flere gange til skubberi, slag og anholdelser. Aktivisterne smadrede en rude i Flygtningenævnets lokaler og malede grafitti med krav om »Asyl til alle«.
Kritik fra ombudsmanden
Udvisningssagen og demonstrationen kommer ovenpå to andre asylrelaterede sager. Først det den meget omtalte behandling af 15 kvinder i asylcentrer Sandholm. Kvinderne var indlogeret i en gymnastiksal under forhold, som ombudsmanden Hans Gammeltoft Hansen allerede i en rapport i 2003 beskrev med denne konklusion:
»Efter min opfattelse kan man dårligt byde asylansøgerne sådanne forhold.«
Årsagen var, at deres celler, hvor der var mulighed for at lukke døren og få en smule privatliv, blev beslaglagt til fanger. Manglen på fængselsceller fik Kriminalforsorgen og justitsminister Lene Espersen (K) til at bruge Sandholmlejren til afsoning.
Efter massiv kritik har justitsministeren nu lovet at løse problemet hurtigst muligt.
En anden medie-sag har været ombudsmandens kommende undersøgelse af vilkårlighed i behandlingen af asylansøgere.
En klage fra Dokumentations- og Rådgivningcentret om Racediskrimination (DRC) påviser nemlig, at Integrationsministeriet har ændret afgørelse til fordel for en flygtning, hvis sag havde påkaldt sig mediebevågenhed.
Flygtninge uden pressens opmærksomhed får ikke taget deres sager op igen.
»Vi vil se på, om det har haft en betydning for udfaldet af en sag, at den er blevet taget op af pressen«, siger ombudsmand Hans Gammeltoft Hansen til Politiken.
Af Linda Hansen/Monsun. Fotos: Mark Knudsen/Monsun.
Læs pressemeddelelse på Modkraft fra »Nørrebro Mod Deportationer«
Se video fra demonstrationen i København fra Localeyes hos Ekstra Bladet
Læs om ombudsmandens undersøgelse af Integrationsministeriet i Politiken
Læs »Kvindelige asylsøgere skal ud af gymnastiksalen« i Politiken
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96