Annonce

11. maj 2005 - 0:27

Tid til en EU-svingom

Med gasmasker, anti-atomkraft-klistermærker og anti-EU-løbesedler gik Unge Mod EU-Forfatningen på gaden i Århus mandag den 9. maj. Otte

aktivister fra den unions-kritiske bevægelse fejrede EU’s nationaldag med en protest mod EU-forfatningen, som skal til folkeafstemning i Danmark den 27. september.

Nej til EU-kage

Ved Århus Rådhus tog de unge sig en brydekamp på ord med et lige så stort hold repræsentanter for unionstilhængerne i Den Danske Europabevægelse.

- De tilbød os et stykke EU-kage. Men vi sagde nej tak, fortæller 22-årige Louise Pedersen fra Unge Mod EU-Forfatningen.

Kamphaner og -høner indtog herefter Århus Rådhusplads til en verbal svingom over emnerne fælles europæisk militær, landbrugsstøtte, den kommende forfatning og atomkraft.

Radioaktivt flag

Netop atomkraft var dagens tema for Louise Pedersen og aktivisterne i Unge Mod EU-Forfatningen.

Gruppen havde i dagens anledning iklædt sig hvide heldragter og uddelte radioaktive EU-flag og løbesedler på byens gågade.

- EU-forfatningen som den ser ud nu, åbner op for mere brug af atomkraft. Vi mener, at der findes bedre og mere sikre måder at udvinde energi på, siger Louise Pedersen til Modkraft.dk.

Alternativet er tid

Hvad er alternativet til EU-forfatningen?

- Realistisk set er vores alternativ at forhale processen med at få forfatningen vedtaget. At vinde noget tid. Og den tid, efter et dansk nej, kan vi så bruge på at oplyse om de negative konsekvenser ved forfatningen generelt, forklarer Louise Pedersen.

Hun forudser, at ved et eventuelt dansk nej i september, vil der blot blive ændret få kommaer i forfatningen, hvorefter den vil blive sendt til afstemning igen.

Af Rune Eltard-Sørensen/Monsun

Læs Unge mod EU-Forfatningens pressemeddelse på Modkraft.dk

Læs mere på Unge mod EU-Forfatningens hjemmeside

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce