Ældre iranere og unge danskere samledes i terminalen i Kastrup Lufthavn for om muligt at forhindre, at Enayat skulle sættes på et fly til Teheran.
Omkring middagstid opgav politiet at udvise Enayat i denne omgang. Said, Enayats bror, befandt sig udenfor terminalen. Han fortæller til Modkraft:
– Jeg har lige set min bror køre forbi. På vej tilbage til Sandholmlejren. Jeg glæder mig. Nu er der håb.
Anholdt for »uorden«
En lille gruppe af aktivisterne gjorde politiet opmærksom på de mulige konsekvenser af tvangshjemsendelsen af Enayat. Det iranske regime er berygtede for at forfølge politiske modstandere med drab, fængsling, »forsvindinger« og tortur.
Said, Enayats bror, fortalte tidligere til Modkraft.dk, at politet havde presset Enayat til at underskrive en erklæring om, at han frivilligt lod sig sende til Iran:
– En politibetjent skal hente ham (i Sandholmlejrens fængselsafdeling, red.). Betjenten har truet ham med, at han enten skal underskrive ellers ta´r de ham med vold.
Kl. cirka 8.00 blev Enayat hentet i fængselsafdelingen i Sandholmlejren og senere fragtet til Kastrup Lufthavn. Her skulle Enayat først mellemlande i Amsterdam, og derfra videre til Iran. Men sådan gik det ikke.
Aktivisterne delte løbesedler ud til passagerer, der skulle med samme fly som Enayat. Med løbesedlen blev passagerene gjort opmærksom på, at en udvisning fandt sted, og opfordredes til at »vise protest imod denne udvisning før flyet lander i Amsterdam.«
Da asyl-aktivisterne begyndte at blokere for flyselskabet KLMs check-in ved at sætte sig på skrankerne, greb politiet ind og anholdte omkring tyve af dem. De 21 anholdte blev placeret på lufthavnens gulv. Her fortsatte de demonstrationen med slagord om, at asyl burde omfatte alle.
Ikke nok til asyl
Enayats bror, Said, fortalte i går til Modkraft.dk om udsigterne for Enayat i Iran, hvor oppositionen forfølges af regimet:
– Han bliver henrettet. Han bliver tortureret.
Enyat er medlem af den iranske oppositionsgruppe National Council of Resistance of Iran (NCRI). NCRI har dokumenteret dette medlemsskab i forbindelse med Enayats ansøgning om politisk asyl. På trods af mange års massiv international kritik af Irans overgreb mod oppositionsgrupper, har medlemsskabet af NCRI ikke påvirket asylbehandlingen.
Enayat har siddet fængslet i Sandholmlejren siden juli sidste år. Den konkrete grund til at udsætte hans udvisningssag, er ukendt. Men protester og blokader i Kastrup Lufthavn letter ikke politiets opgave med udvisning af flygtninge.
Hvornår Enayat næste gang forsøges udvist, vides ikke. Modkraft.dk følger sagen.
(Enayat og Said er opdigtede navne. Af frygt for de iranske myndigheder er begge anonyme. Deres rigtige navne er redaktionen bekendt.)
Af Linda Hansen/Monsun
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96