Fra dansk internering til Gestapo

41 flygtninge blev i 1941 af de danske myndigheder udleveret til Gestapo, heriblandt hele familier.

Hele proceduren omkring udsendelsen af de tyske flygtninge beskrives i et notat fra samme år. Proceduren fastlægges i det danske Justitsministerium. En nyuddannet jurist, Tage Schelle, forfatter notatet om det i samarbejde med politikommisær Odmar. Politikommisæren er bekendt med den slags opgaver, for han har siden 1933 haft løbende kontakt med det tyske Gestapo.

Notatet stiller spørgsmål om, hvad Danmark skal stille op med mænd, kvinder og børn, der er flygtet fra nazismen.

Notatets officielle benævnelse er »Indstilling om Godkendelse af, at et Antal Emigranter udsendes til Tyskland, idet Statsadvokaten kender til, at der vil fremkomme officiel Begæring fra vedkommende tyske Myndigheder.«

Notatet blev første gang kendt i offentligheden, da Leif Larsen og Thomas Clausen i 1994 udgav bogen »De Forvarede«. Notatet dannede grundlaget for den danske administrations praksis med at udlevere tyske flygtninge til det nazistiske regime. Sproget er overraskende ligetil og kynisk for et dokument, der er udarbejdet af Justitsministeriets 3. Ekspeditionskontor.

41 flygtninge til Gestapo

Konkret handler notatet om knap 60 tyske flygtninge, som det nazistiske Tyskland forventes at kræve udleveret. 42 mænd, otte kvinder og otte børn.

De 60 flygtninge sidder interneret i Horserød-lejren eller i Vestre Fængsel. De har alle status som politiske flygtninge i Danmark. I notatet beskrives de sådan:

»Flertallet er Kommunister. Der er dog enkelte Socialdemokrater eller i hvert Fald saadanne Flygtninge, som Matteotti-Komiteen har taget sig af Tre af disse er dog anholdt i April 1940 under Forsøg paa at rejse til Sverige uden om Paskontrollen, og er saaledes selv Skyld i deres Skæbne.«

Vurderingen af, om man skal udlevere flygtningene er krystalklar. Juristen skriver.

»(...) For de fleste kan man roligt gaa ud fra, det vil være et Held at blive af med disse Familier af fremmedlovgivningsmæssige Hensyn. Det drejer sig om Personer, der vanskeligt kan akklimatisere sig her i Landet. En del vil have vanskeligt ved at finde Arbejde og er derfor henvist til Socialhjælp.«

Udvisning af flygtningene, fordi de er dyre for den danske stat, er gennemgående i notatet. Der er dog få undtagelser. Nogle flygtninge er nemlig ikke lige til at udlevere, idet de har giftet sig med danske statsborgere. For flygtninge med tysk familie her i landet, træffes der også særlige foranstaltninger. Om dem står der i notatet:

»Et andet Spørgsmaal er: Hvad skal vi foretage med dem, der har tyske Hustruer og Børn her? Jeg mener ærlig talt, at vi bør søge at blive af med disse Familier, der ganske overvejende lever af Socialhjælp og er uden Fremtidsmuligheder. I et tidligere Tilfælde, hvor der fra tysk Side blev rejst Udleveringsbegæring med Hensyn til en tysk Emigrant, bemyndigede justitsministeriet saaledes Statsadvokaten til at inddrage den paagældendes Hustrus og Barns Opholdstilladelse og indpasse deres Udrejsetilladelse med Mandens.«

Forfatteren af notatet, Tage Schelle, endte sin karriere som præsident i Sø- og Handelsretten. De 41 tyske flygtninge blev hentet af danske betjente den 2. august 1941 og i bus bragt til Tyskland til ophold i tugthus og kz-lejr eller til henrettelse.

Danmarks praksis var altså at udlevere anerkendte flygtninge til Tyskland. I stedet for at yde flygtningene beskyttelse, udarbejdedes proceduren for at levere flygtningene til Gestapo. Allerede før Gestapo selv bad om udlevering af de tyske flygtninge.

De Udsendte

I embedsmændenes sprogbrug hed det »at udsende«. Virkeligheden var, at danske betjente hentede tyske flygtninge, kørte dem til grænsen og gav dem direkte til Gestapo. De 41 internerede blev »udsendt«.

Ernst Prussat var en af »de udsendte«. Leif Larsen beskriver hans skæbne med ordene »går selv til politiet ... og henrettes«. Følgende uddrag er fra »De Forrådte«, som er udgivet af Leif Larsen og Dokumentationscenter mod Historieforfalskning:

»Da den tyske kullemper, Ernst Friederich Prussat, flygter til Danmark sidst på året 1934, har han allerede to gange været i koncentrationslejr. Det er hans medlemskab af det tyske kommunistiske parti, der er årsagen til nazisternes fremfærd mod ham. I Danmark deltager han i emigrantarbejdet og bliver flygtningenes kontaktmand til havnearbejdere og søfolk. Han møder Jævnligt til kontrol på Københavns Politigård og lever ellers et roligt liv i Borgergade 108 A 2. sal i det indre København.

Tidligt om morgenen den 29. juli 1940 vil politiet hente ham, men betjentene går forgæves. I sagsmappen står følgende: »Ikke truffet hjemme Kl. 5.30. Indfandt sig paa Politigaarden kl. 13.00. Indsat i Arresten. Afhørt af Kriminalpolitiet 2. august.«

Prussat stoler åbenbart på politiet. Kun tre dage før er snesevis af hans kammerater, der også er flygtet fra Hitler-Tyskland, blevet afhentet i deres hjem og sat i fangeceller på Politigården. Alligevel møder Prussat op i tillid til, at politiet blot vil tale med ham og derefter lade ham gå igen.

Det skal vise sig, at det koster ham livet at have tillid til danske myndigheder.

Under afhøringen på Politigården oplyser Prussat, at han to gange i årene 1933 og 1934 har været i tysk koncentrationslejr.

Begge gange lykkes det ham at komme ud igen, og han flygter i 1934 til Danmark, hvor han anerkendes som politisk flygtning. Året efter sniger hans kone sig over grænsen. Efter afhøringen anbringes Prussat i en celle i Vestre Fængsel, for den 26. august 1940 at blive overført til Horserød-lejren, hvis arkiv kun rummer få oplysninger om fange nummer 47.

I interneringslejrens dagbog kan vi læse, at Prussat bliver syg. Han overføres til Vestre Fængsels sygeafdeling, og det sker kun 14 dage, før han udleveres til Gestapo. Da må det være gået op for Prussat, at det var en fejl, at han stolede på de danske myndigheder et år tidligere.

Alligevel har der på dette tidspunkt været håb om, at han kunne redde livet, men han udleveres til de tyske nazister.

Den 12. september 1942 figurerer hans navn på en liste, som Gestapo i Hamburg har udarbejdet over fængslede politiske fanger. Det er åbenbart hensigten at tildele ham en langvarig fængselsstraf . Seks dage senere idømmes han tre år og tre måneders tugthus, men nazisterne kommer på andre tanker efter en række afhøringer af andre flygtninge. Efterhånden står det klart, at Prussat har spillet en vigtig rolle blandt de tyske søfolk, der var modstandere af nazismen.

Den 19. maj 1943 meddeles det i en stort opsat annonce i tyske aviser, at Folkedomstolen har dømt Ernst Prussat til døden. Han er anklaget for landsforræderi og forberedelse til højforræderi. Annoncen, som fandtes i alle aviser i Tyskland, oplyser, at Prussat er idømt »evig æresfortabelse«. Han blev 44 år.

Af Linda Hansen/Monsun

»De Forrådte« kan læses on-line hos Dokumentationscenter mod Historieforfalskning