»Colombias vicepræsident har medansvar for mord og tortur. Lige som Chiles diktator Pinochet blev tilbageholdt i London, vil vi have Santos anholdt og retsforfulgt her i København. Han har mord på samvittigheden«.
Sådan lød begrundelsen, da Foreningen Oprør i marts meldte Colombias vicepræsident Francisco Santos Calderón til Københavns Politi. Ifølge anmeldelsen er Calderón en af bagmændene i mordet på fagforeningsaktivisten Pedro Mosquera, der blev offer for de højreorienterede dødspatruljer i Colombia.
Ifølge flere menneskerettighedsorganisationer, heriblandt Human Rights Watch, udfører dødspatruljerne det beskidte arbejde for statens sikkerhedsstyrker, som hører under Francisco Santos Calderón.
Men det er ikke noget, der kommer de danske myndigheder ved, lyder meldingen fra Birgitte Vestberg, der er statsadvokat for særlige internationale straffesager. Hun har netop afvist sagen.
– Vi har ikke jurisdiktion til at retsforfølge den colombianske vicepræsident i en sag som denne. Han er ikke dansk statsborger og mordene er ikke begået i Danmark. Der er heller ikke tale om kriminalitet, der falder inden for internationale konventioner, siger Birgitte Vestberg til 3F.dk.
Mordene fortsætter
Imens fortsætter mordene på fagligt aktive i Colombia, der i forvejen er kendt som det farligste land i verden for fagligt aktive. I slutningen af marts – få dage efter Foreningen Oprørs politianmeldelse – gik det ud over tre medlemmer af landarbejderforbundet FENSUAGRO, der blev dræbt af den colombianske hær.
Javier Alexander Cubillos, Wilder Cubillos og Heriberto Delgado var medlemmer af det colombianske kommunistparti og faglige og politiske aktivister i deres lokalsamfund, skriver 3F.dk.
Ifølge hærens officielle forklaring var de tre oprørere, der blev dræbt i kamp
Det internationale fødevarearbejderforbund, IUF, fordømmer mordene og opfordrer til internationale protester mod Colombias regering.
Enhedslisten vil have svar
Imens fortsætter Enhedslisten rækken af spørgsmål til såvel justits- og udenrigsministeren i forbindelse med den colombianske vicepræsident besøg.
Blandt andet vil partiet have svar på, om de danske myndigheder udleverer personoplysninger til det colombianske regime, »der er kendt for sit tætte forhold til paramilitære dødspatruljer og for menneskerettighedskrænkelser«.
Hidtil har justitsminister Lene Espersen (K) ikke kunne udelukke, at det sker, men har ellers forholdt sig afventende med henvisning til et standardsvar om, at hun har spurgt politiet, og at hun vil vende tilbage, når politiet har svaret.
Af Martin Lindblom/Monsun
Læs Foreningen Oprørs pressemeddelelse om politianmeldelse
Læs artiklen »Syrehoveder og gamblere i Bogotá« på Kontradoxa
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96