Annonce

4. april 2005 - 13:54

Husbesættere inviterer til bal

En, to, mange besættelser

Da politiet tirsdag den 23. marts første gang rykkede ud til den besatte Tuborg-bygning, havde de ingen idé om, hvad de var på vej ind til. Efter nogle timer blev bygningen ryddet, og politiet kunne fortsætte deres hverdag på Gentofte politistation.

Der gik dog ikke mere end to dage, før besætterne var i gang igen, og trods døgnvagt fra vagtselskabet Dansikring rykkede BZ’erne ind tre gange mere. I alt har bygningen været besat ikke mindre end fem gange, og politiet har brugt mange ressourcer og mandskabstimer på hele tiden at rykke ud og rydde ejendommen.

Arrogant boligpolitik

BZ’erne skriver i en pressemeddelelse:

»Vi vender os imod ghettodannelsen på strandvejen, indre by og broerne, hvor små leje-lejligheder rives ned og der i stedet skyder ny attraktive luksusboliger op, som kun overklassen kan betale. Dette tvinger dem, der ikke har viet deres liv til en stressfyldt tres-timers arbejdsuge, til at finde en toværelses i forstæderne.«

Trods de gode intentioner, har bz’erne i Hellerup, Københavns rigeste bydel, kun mødt arrogance fra ejerens side. Da han blev oplyst om bz’ernes krav om boliger til alle sagde til dagbladet Politiken:

»Det er et meget dyrt område, så det kan en fattig studerende ikke få råd til«.

– Det er simpelthen for arrogant at have rige bydele, hvor alle ikke kan færdes. Det provokerede os til at fortsætte, om ikke andet for at forstyrre den asociale boligpolitik, lyder svaret fra bz’eren Agnete.

Hellerup i undtagelsestilstand

Efter seneste besættelse og rydning mandag den 28. marts kontaktede politiet de sympatisører, der var samlet på gaden foran bygningen. Politiet sagde, at alle ville blive anholdt, hvis de blev set i området omkring museet Eksperimentarium og Tuborg Havn.

Før august sidste år ville en sådan trussel have krævet en undtagelsestilstand. Med indførelsen af den nye politilov blev det nemlig tilladt for politiet at lave præventive anholdelser udelukkende på baggrund af mistanke om forestående lovbrud. Politiet kan altså anholde folk, der ikke har tænkt sig at gå ind i huset, men blot vil betragte hændelsen på den anden side af gaden.

Det får dog ikke bz’erne til at give op:

– Kampen fortsætter jo, siger Agnete.

– De skal nok blive trætte af at rydde os. Vi har ingenting; det er dem, der skal ofre mandskabstimer på at holde Hellerup rent for de rigtige mennesker. Hellerup er blevet en ghetto for de rige. Når politiet kan anholde fattige for at være i de riges bydel, må det blive klart for alle, at der er noget galt i vores samfund.

BZ’erne har indkaldt til demonstration under parolen »bz-bal og åbent hus!«, torsdag den 7. april kl. 17.00 ved Østerport Station i København.

»Vi indbyder alle til åbent hus på Strandvejen 52 i Hellerup," lyder det i indkaldelsen«, der dermed lægger op til endnu en besættelse af ejendommen – denne gang i fuld offentlighed.

Af Erik Storrud

Se demonstrationsindkaldelse i Modkraft-kalenderen

Læs bz’ernes pressemeddelelse ved fjerde besættelse

Besøg bz’ernes hjemmeside

Loven om præventive anholdelser kan findes på retsinfo.dk

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce