Bommert eller baghold

Efter en måned i fangeskab var tiden endelig kommet, hvor den 56-årige italienske journalist Giuliana Sgrena fra den kommunistiske avis Il Manifesto, skulle sættes på fri fod. For Giuliana selv var alt uvist og forvirret; hun var blindet med vattamponer og mørke solbriller for øjnene, og blev kørt gennem Bagdads regnvåde og mudrede gader efter mørkets frembrud.

Stemningen var anspændt, for kidnapperne havde advaret hende om, at eventuelle sammenstød med amerikanske militærpatruljer ville udløse omgående skudveksling. Så da lyden af en helikopter pludselig hørtes tæt på, var nerverne på højkant. Men helikopteren forsvandt, og det samme gjorde de tre kidnappere med ordene: »Tag det roligt, de kommer og ser efter dig...om ti minutter kommer de efter dig«.

Kort efter dukkede italienske efterretningsagenter op, talte beroligende til hende, og satte kursen mod en amerikansk militærlufthavn, hvorfra Giuliana Sgrena skulle fragtes tilbage til Rom.

Men så gik alt galt.

»Han døde oven på mig«

»Nicola Calipari (den italienske efterretningsagent, der forhandlede Sgrenas løsladelse på plads, red.) sad ved siden af mig«, skriver Giuliana Sgrena i en reportage til Il Manifesto med titlen »Min sandhed«.

»Chaufføren ringede to gange til ambassaden og fortalte, at vi var på vej til en lufthavn, som jeg vidste var intenst patruljeret af amerikanske soldater. De fortalte mig, at vi var mindre end en kilometer derfra...da...jeg kan kun huske skuddene.

På det tidspunkt blev vi ramt af en kugleregn.

Chaufføren råbte, at vi var italienere. »Vi er italienere, vi er italienere«. Nicola Calipari kastede sig henover mig for at beskytte mig, og med det samme, jeg gentager, med det samme, hørte jeg hans sidste åndedrag, da han døde oven på mig.

Jeg må have følt fysisk smerte. Jeg vidste ikke hvorfor. Men så gik det op for mig, hvad mine bortførere havde fortalt mig. De erklærede, at de var fuldt opsat på at løslade mig, men at jeg måtte være forsigtig, for »amerikanerne vil ikke have dig tilbage«.

Og netop denne sidste advarsel sætter ifølge Giuliana Sgrena den blodige episode, hvor hun selv ramt af skud i kravebenet, i perspektiv. Sgrena, der fra starten har været konsekvent modstander af den amerikansk ledede invasion af Irak, var i landet for at dokumentere de blodige begivenheder i byen Falluja, og hun vil ikke afvise, at amerikanerne med fuldt overlæg forsøgte at slå hende ihjel.

– Enhver ved, at amerikanerne er modstandere af forhandlinger med gidseltagere. Så jeg kan ikke se, hvorfor vi skulle udelukke muligheden af, at jeg var deres mål. Amerikanerne bryder sig ikke om gidselforhandlingerne, så de forsøger at forpurre dem på alle tænkelige måder, siger hun til den britiske avis The Independent.

Italiensk vrede

Skudepisoden har ført til et relativt anstrengt forholde mellem den amerikanske og italienske regering, som ellers har været en af USA’s mest trofaste støtter i krigen mod Irak. I den italienske befolkning er der derimod udbredt modstand mod den italienske deltagelse i besættelsen.

Og drabet på den højtstående og respekterede efterretningsagent, der i flere omgange har forhandlet italienske gidsler fri har ikke gjort befolkningsstemningen bedre. Heller ikke mellem de to allierede regeringer for den sags skyld.

»Hvis Italien, den tredje største militære bidragyder i Irak efter Storbritannien, er den værdsatte allierede Berlusconi hævder at være, hvorfor skulle amerikanske soldater så skyde på en bil, der bringer et frigivet gidsel til Bagdads lufthavn – og derefter feje Italien af med en åbenlyst løgnagtig forklaring«, spørger The Independent, og citerer derefter en amerikansk militærkommentator, der til den italienske avis La Repubblica udtaler, at Mr. Caliparis død er »den slags, der sker i krigstid. Italienerne bør tage en hovedpinepille og gå i seng, så har de det bedre i morgen«.

Dødelig kugleregn

Men det ser ikke ud til at episoden glemmes lige foreløbigt, især ikke, da de to lande er voldsomt uenige om, hvad der præcist skete, da Sgrena og agenterne blev skudt.

Ifølge italienerne havde deres bil allerede passeret tre amerikanske kontrolposter, da de svingede om et hjørne og fandt vejen spærret af en amerikansk tank. Amerikanerne mener, at bilen bevægede sig imod dem med høj fart, mens italienerne siger, at de kun kørte 40-50 kilometer i timen, da bilen omgående og uden forvarsel blev gennemhullet 3-400 kugler.

Amerikanerne hævder derimod, at soldaterne advarede med både håndtegn, lys og varselsskud inden de rettede maskingeværerne mod bilen. Ifølge italienerne - der alle var blevet såret af kuglerne – tvang de amerikanske soldater dem til at blive i bilen uden lægehjælp i op til en time.

Og mens amerikanerne mener, at der var mangel på koordination mellem de de to landes myndigheder, fastholder italienerne, at amerikanerne var fuldt informerede om, hvad der foregik.

Endelig var der ifølge amerikanerne tale om et beklageligt uheld, mens Sgrena altså mener, at beskydningen var et bevidst forsøg på at slå hende ihjel med henblik på at spolere fremtidige italienske forhandlinger med irakiske gidseltagere.

Ifølge dagbladet Politiken lover Giuliana Sgrena nu enken til den dræbte agent at hun vil gøre alt for at undersøge skudepisoden til bunds

– Jeg lover og garanterer hende (enken, red.), at vi vil finde sandheden, for så vigtige personer dør ikke uden en årsag. Hvis nogle er ansvarlige, skal vi vide det, udtaler Sgrena ifølge Politiken.

Også de amerikanske myndigheder har lovet at undersøge sagen.

Af Martin Lindblom/Monsun

Læs artikel i The Independent (engelsk)

Læs Giuliana Sgrenas personlige beretning »My truth« (engelsk)