CEPOS, der er Danmarks første tænketank efter internationalt forbillede, består af fremtrædende borgerligt-liberale tænkere og har et velbemandet sekretariat i hjertet af København, skriver dagbladet Politiken.
Progressivt Centrum har derimod ikke formået at få luft under økonomien på trods af så fremtrædende politiske og faglige profiler som Helle Thorning-Schmidt, kandidat til den socialdemokratiske formandspost; Tine Aurvig-Huggenberger, LO’s næstformand; Villy Dyhr, medlem af SF’s hovedbestyrelse; Morten Bødskov, socialdemokratisk folketingsmedlem samt Lars Olsen, analytiker hos Ugebrevet A4.
Behov for hjælp
Initiativet til den progressive tænketank blev taget på en stor konference for knap et år siden med deltagelse af blandt andre Poul Nyrup Rasmussen, Marianne Jelved og briten Peter Mandelson, der var medstifter af den internationale tænketank Policy Network og sparringspartner for den britiske premierminister Tony Blair, skriver Politiken.
Alligevel har ikke engang fagbevægelsen haft lyst til at bidrage til tænketanken.
Initiativtagerne forsikrer dog overfor Politiken, at de ikke har givet op.
– Men vi har bestemt behov for hjælp, hvis der er grupper i det danske samfund – og det er der heldigvis stadigvæk – som ønsker, at centrum-venstre skal have plads til i fællesskab at udtænke langsigtede holdninger, siger Morten Bødskov til Politiken.
Af Martin Lindblom/Monsun
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96