Syrien i søgelyset

»Der er beviser for at Islamisk Jihad, der har hovedkvarter i Syrien, faktisk var involveret i planlægningen af angrebene i Tel Aviv. Så syrerne har meget at stå til ansvar for.«

Sådan sagde USA’s udenrigsminister Condoleezza Rice i London tirsdag.

Rice’s trussel er langt fra første eller eneste gang USA har langet ud efter det syriske regime. Og den konkrete sag, selvmordsbomben der dræbte fem israelere, er ikke den eneste årsag, hvilket den amerikanske udenrigsminister selv uddybede:

»Vi kender ikke omfanget af Syriens involvering, men det er klart, at hvad der foregår på syrisk territorium, i og omkring Damaskus, tydeligvis er en trussel mod det anderledes Mellemøsten, vi prøver at udvikle«.

Krigen aflyst

Efter terrorangrebet på World Trade Center i september 2001 lancerede Bush-administrationen den såkaldte Bush-doktrin. Det var de nye spilleregler for den amerikanske sikkerhedspolitik, og udformningen var tydeligt domineret af de såkaldte neo-konservative.

I doktrinen fremgår det bl.a.:

»Krigen mod terror vil ikke blive vundet alene ved defensive midler. Vi må føre kampen over i fjendens lejr, ødelæggge hans planer, og konfrontere de værste trusler, før de endnu er materialiseret«.

I perioden efter Bush-doktrinens indførelse i amerikansk sikkerhedspolitik, var der nogen tvivl om, hvilke grupper og lande, der kunne tænkes at komme i søgelyset, men Syrien er blevet nævnt ved adskillige lejligheder.

En tidslinje over USA’s og til dels Israels forhold til Syrien, afspejler tydeligt, at det anstrengte forhold her i foråret 2005 har været længe undervejs.

Maj 2002:

Talsmænd for det Hvide Hus betegner Syrien som en del af »Ondskabens Akse«, et begreb præsident Bush introducerede i januar samme år. Oprindeligt bestod aksen af tre lande, men tæller nu Iran, Libyen, Syrien, Cuba og Nordkorea.

April 2003:

Bush-administrationen beskylder Syrien for at udvikle kemiske våben og truer med økonomiske, diplomatiske og »andre« sanktioner.

Den britiske avis The Guardian afslører, at det amerikanske Forsvarsministerium var i færd med at udvikle planer for et angreb på Syrien. Planerne skrinlægges dog ved udsigten til det kommende præsidentvalg og de bekostelige militæropgaver, der allerede er i gang i Afghanistan og Irak.

Maj 2003:

USA’s udenrigsminister Colin Powell besøger Mellemøsten og kræver, at »terrorister« smides ud af Syrien. Dagen efter beder den syriske regering PFLP (Folkefronten til Palæstinas Befrielse), der er på den amerikanske liste over terrororganisationer, om at lukke deres kontor i Damaskus.

Juli 2003:

Præsident Bush beskylder Syrien for at opføre sig »komplet uansvarligt« og fastslår, at Syrien og Iran »vil blive holdt ansvarlige«, hvis de efter præsidentens mening støtter terrorister.

Oktober 2003:

Israel angriber med fly et tæt befolket område nær Syriens hovedstad Damaskus. Målet er angiveligt en palæstinensisk militærlejr. Ifølge en israelsk talsmand er det en træningslejr for selvmordsbombere.

Ifølge palæstinensiske kilder drejer det sig om en flygtningelejr opbygget af PFLP. Bush-administrationen kalder angrebet »nødvendigt«.

Maj 2004:

USA indfører økonomiske sanktioner overfor Syrien. USA beskylder Syrien for at støtte terrorister og for ikke at lukke landets grænse til Irak for militante modstandere af USA’s besættelse i nabolandet.

September 2004:

FN’s Sikkerhedsråd kræver i en resolution tilbagetrækning af alle syriske tropper i Libanon.

Februar 2005:

USA trækker sin ambassadør i Syrien hjem og beskylder Syrien for at stå bag mordet på Libanons tidligere premierminister Hariri allerede inden en international kommision har påbegyndt sin undersøgelse af, hvem der stod bag attentatet.

Syriens præsident Bashar al Assad bøjer sig for presset og lover snarlig tilbagetrækning af syriske tropper i Libanon.

USA’s fordele

USA opnår visse fordele ved at fastholde fokus på det syriske regime; dels vender det fokus bort fra den fastlåste besættelse af Irak, hvor vold og drab stadig er en del af dagligdagen.

Dels er presset på Syrien en kontant opbakning til Israel, der har udkæmpet flere krige med Syrien, og betragter landet som sin farligste nabo. Den israelske udenrigsminister Silvan Shalom beskrev Israels opfattelse af Syrien ganske tydeligt på et pressemøde tirsdag:

»Vi må isolere ekstremisterne – det betyder Syrien, Iran, Hizbollah, Hamas og Islamisk jihad.«

Den tredje faktor, der er betydningsfuld for USA’s fokus på Syrien, er en generel tro på at »eksportere« sin egen styreform, det nordamerikanske demokrati. Denne mission er sammen med en stærk binding mellem de såkaldt neo-konservative i Bush-administrationen og højrefløjen i Israel, en væsentlig faktor for Syriens verdensberømmelse.

Af Linda Hansen/Monsun

Læs om neokonservatismen og aktørerne omkring George W. Bush i magasinet Kontradoxa

Læs »Speget spil om Syrien« på Modkraft.dk